De toneangivende tier om seksuelle overgreb

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er et ubehageligt emne. Men diskussionen om 68'ernes seksualmoral, foranlediget af TV 2's og Politikens afsløringer af fysiske overgreb i det danske filmmiljø i 70'erne, er nødvendig. Nødvendig, fordi den afdækker, hvad studenteroprøret førte med sig bag parolerne om frihed, lighed og kammeratskab.

Alt for længe skulle der gå, før vi forstod, at blomsterbørnene ikke alene svigtede deres egne børn for at realisere sig selv, men ligeledes vendte det blinde øje til pædofili, incest og voldtægt i kølvandet på det store opbrud for 50 år siden.

Én ting er gerningsmænd som filmsinstruktørerne Lasse Nielsen og Ernst Johansen. De er først og fremmest skurke, der udnyttede børn og teenageres usikkerhed i en tid, hvor alting flød. Noget andet, mere subtilt og strukturelt er den tavshed eller tolerance, hvormed seksuelle ugerninger blev mødt af hippier og bohemer efter '68.

Da lysterne blev sluppet fri, og fantasien kom til magten, blev det langt nemmere end tidligere at overskride grænser, konventioner og tabuer – eller tilgive overgreb med henvisning til leg, spontanitet og eksperiment.

Medløberiet var omfattende. Forleden bekræftede ingen ringere end DR's tidligere generaldirektør Christian Nissen, hvordan han og andre forstod at ride med på den revolutionære bølge og skabe sig en strålende karriere på det højeste trin i den offentlige sektor.

Flokmentaliteten handlede bare ikke kun om politik og karriere, men også om seksualitet. Seksualiteten blev nemlig, som så meget andet i 70'erne, politiseret, og da blev den for alvor farlig.

Fremtrædende eksempler som freudianeren Christian Braad Thomsen og den grønne politiker Daniel Cohn-Bendit i Tyskland illustrerer, hvor fristende pædofilien var, i hvert fald teoretisk. Ligestillingen mellem mænd og kvinder måtte suppleres af en ligestilling mellem børn og voksne. Frigørelsen var lige så seksuel som politisk nødvendig, og ud af denne syntese opstod, hvad vi i dag kan kalde seksuel socialisme. Autoriteterne skulle detroniseres og erstattes af følelser, åbenhed og gruppedynamik.

70'ernes tilfælde af pædofili, incest og voldtægter skete med andre ord ikke bare ud af det blå, fordi mænd er nogle notoriske svin, men i en bestemt kontekst. Herved adskiller 70'erne sig ikke fra vor tid. I dag er det blot nogle andre, der vender det blinde øje til overgrebene.

Det er ikke nødvendigvis venstrefløjen; det er den multikulturelle venstrefløj i politik, medier og uddannelse, som vil forhindre os andre i at tale eller tænke grimt om muslimer i Europa. Det er derfor, at stigningen i gruppevoldtægter og personfarlig vold er en så ubekvem sandhed.

Mens sexovergrebene vokser overalt i Vesteuropa, beder den multikulturelle venstrefløj os om at lukke øjnene og tænke på noget rart. Men udviklingen er kun endnu værre i Sverige, Tyskland og Storbritannien.

Med den muslimske migration og kultur følger mellemøstlige tilstande og en langsom, men gradvis nedbrydning af vestlige normer i Vesteuropa. Hvad værre er: Særligt vesteuropæiske piger og kvinder må holde for; de betaler prisen for politikernes dekadente import af mennesker og årtiers finansiering af islamisk separatisme, arbejdsløshed og parallelkultur.

Mens 68'erne vendte ryggen til det borgerlige samfund, vender mange muslimske mænd ligeså systematisk ryggen til de borgerlige normer og love i dagens samfund. Det er muligvis kun lejlighedsvist orkestreret som den berygtede nytårsnat i Køln – eller som af de primale, pakistanske sexbander i engelske byer som Rotherham, Rochdale og Telford. Men det er tålt i muslimske familier og klaner samt af anstændige politikere og myndigheder i de europæiske hovedstæder. Overgrebene kan finde sted, fordi myndighedspersoner både i muslimske og europæiske miljøer gør dem mulige og stort set risikofri.

Hvad der derimod er riskabelt, er at tale om, undersøge eller efterforske de seksuelle overgreb. Så gør man sig skyldig i "hetz", "intolerance" eller "racisme".

Foruden det politisk korrekte ønske om at udskifte det gamle Europa med multikulturalismens Neuropa, ville der blive slået meget hårdere ned på gruppevoldtægter, overfald og knivstikkerier. Kriminelle udlændinge ville blive udvist langt hurtigere og såre administrativt. Bander ville blive opløst af politi og militær. Indvandringen fra muslimske områder ville blive sat på pause. Bistandssystemet ville blive målrettet danske statsborgere, og politi og efterretningsvæsen ville få tilført langt flere midler.

Men det er blot en drøm. Først må mange flere piger – og drenge – betale prisen for det multikulturelle eksperiment.