Fortsæt til indhold
Kommentar

Staten kvæler unges initiativ

Det er formynderi, når Statsforvaltningen forhindrer unge ildsjæle i at starte egen virksomhed. Vi skal støtte – ikke bremse – de unge, der går rundt med en iværksætterdrøm.

Eva Kjer Hansen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”Vi skal have flere iværksættere!”. ”Vi skal være innovative!”. Sådan lyder det ofte fra os politikere. Nogle vil endda have iværksætteri på skoleskemaet. Men for mange unge må drømmen om at realisere den gode idé, at starte egen virksomhed, forblive en drøm.

Er man under 18 år, og gerne vil starte en virksomhed, kræver det nemlig Statsforvaltningens velsignelse. Statsforvaltningen vil have vished for, at værgen (forældrene) hæfter for eventuel gæld. Dernæst udsætter forvaltningen den unge iværksætters idé og dens holdbarhed for en grundig vurdering. Peger Statsforvaltningen tommelfingeren opad, får man tilladelse til at drive virksomhed.

Problemet er bare, at langt de fleste får afslag. De seneste år har færre og færre unge under 18 fået tilladelse til at starte egen virksomhed. I 2015 fik 42,6 pct. afslag på deres ansøgning. Kun 3 ud af 62 driftige unge fik grønt lys fra Statsforvaltningen i 1. halvår af 2017. 80,6 pct. fik afslag. De resterende ansøgninger blev henlagt.

Selv hvis man får tilladelse, kan der gå måneder, før sagen er færdigbehandlet. Værdifuld tid, hvis man driver en lille virksomhed, der skal kunne klare sig på markedsvilkår.

Alt for ofte ser vi eksempler på, at nogle af vores mest driftige og modige unge løber hovedet mod Statsforvaltningens mur i forsøget på at føre drømmen ud i livet. Eksempelvis fik den tidligere elitesvømmer Daniel Johannesen, hvis virksomhed i dag sælger svømmetøj og –udstyr for op mod 1 mio. kr. om året, at vide, at han ikke kunne gå i gymnasiet og være selvstændig samtidig. Hvorfor skal Statsforvaltningen afgøre, om Daniel Johannesen skal drive virksomhed eller gå i gymnasiet eller gøre begge dele samtidigt?

Også de mest udsatte unge kan blive ramt af formynderiet. Per Larsen, formand for Børnerådet og tidligere chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, siger, at mikrovirksomheder kan hjælpe unge i udsatte boligområder med at forblive på rette spor. Men Statsforvaltningens formynderi kan kvæle den idé.

Naturligvis skal vi sikre os, at vores unge ikke forgælder sig til begge ører, inden de er fyldt 18. Men det er et grundlæggende problem, at staten vil bestemme, om unge mennesker skal have lov til at drive virksomhed. Hvis man har kvalifikationerne og den gode idé, skal man have lov til at udleve drømmen – uanset om man er 17 eller 18 år.

Når unge mennesker forfølger iværksætterdrømmen, kommer det ikke kun dem selv til gavn. Vi har brug for flere iværksættere og ildsjæle. Også de unge.

Politikerne må stoppe formynderiet. Lad os i stedet støtte de unge, som tør tage chancer og skabe værdi!