Vi skal altid og uden undtagelse prioritere vore egne først – de andre kommer altid i anden række

I den standende diskussion om asylsøgere, familiesammenføringer og nærområderne hersker der en fundamental misforståelse i langt de fleste tilfælde. Det bruges som argument for at standse asylbehandling ved den danske grænse, at man i så fald kan hjælpe mange, mange flere i nærområderne. Det ses f.eks. tydeligt i Socialdemokratiets udspil til en fremtidig udlændingepolitik:

”For lige så stor en sandhed det er, at vi ikke kan hjælpe alle i Europa og Danmark. Lige så stor en sandhed er det, at mennesker på flugt skal hjælpes. Og at vilkårene i de fattigste dele af verden skal helt grundlæggende forbedres, hvis ikke folk forståeligt skal søge en bedre tilværelse andre steder.”

Det opstilles som ligeværdigt at gøre noget for at løse egne problemer samtidig med at løse andres problemer. Men sådan fungerer det jo ikke. Har man overskud til at hjælpe en vildtfremmed familie samtidig med, at ens egen familie er ved at gå fra hus og hjem? Svaret turde give sig selv. Kun uansvarlige voksne ville ikke først få styr på eget hus.

Også en borgerlig – og i øvrigt vældig fornuftig – debattør som Mikkel Andersson gør sig ofte skyldig i denne vildfarelse med øjeblikkeligt at begynde at tale om den anden, f.eks. her:

”Røde Kors havde på et tidspunkt et program på deres hjemmeside, hvor man kunne hjælpe en syrisk familie gennem vinteren for omkring 900 kroner. For indeværende kan man på Røde Kors’ hjemmeside give mad til fem børn i en måned for 200 kroner. Til sammenligning kostede en enkelt asylansøger i Danmark pr. 2015 et stykke over 200.000 kroner det første år.”

Jeg må reverenter talt sige, at jeg er komplet uinteresseret i ovenstående regnestykke, så længe mit folk er udsat for en eksistentiel trussel som følge af masseindvandringen. Jeg vil alene tale om denne trussel og intet andet. Og det sker ikke kun af følelsesmæssige grunde, men også af praktiske.

Den vigtigste pædagogiske opgave i disse år består i at få tilstrækkeligt mange danskere til at mærke, hvordan det føles, når undergangens angst går en i blodet. Jeg ligger her helt på linje med den tyske nationalkonservatives fløjs fremmeste tænker, Götz Kubitschek. Nogle citater fra et fremragende interview med ham i Politiken i 2016:

”Men jeg kan også svare, at jeg vil leve i det Tyskland, hvor tyskerne bor.”

”Handler det om penge og mere forbrug, eller handler det om at føle sig fri og komme tilbage til en europæisk og tysk identitet efter chokket fra den her flygtningekatastrofe. Så må vi gå videre i vores land og genopbygge vores historie og kultur.”

”Dette »vi« er tyskerne. Jeg ønsker ikke, at disse fremmede får tysk pas, det er en stor fejl. Man kan selvfølgelig blive tysk, det er ikke statisk, og nationer forandrer sig. Men det sker ikke ved, at man siger til en million mennesker: »Fra i morgen er I tyskere!«. Det tager meget længere tid, og det skal bevises. Men de definitioner sætter vi, husherrerne.”

”De rigtige børn er vores børn, tyske familier, som har deres udspring her. For at få flere af de rigtige børn kunne man for eksempel tilbyde ægtepar, at de ikke skal betale skat, hvis de får tre børn.”

”Overgrænsen for modtagelse af asylansøgere er nul nu, og i fremtiden er den på minus 500.000 om året. Det er visionen.”

Sådan taler en mand, der har forstået situationens alvor, og som prioriterer derefter. Vi må genopbygge vores kultur, give den en renæssance. Vores børn er altid vigtigere end de andres børn (de andre har det naturligvis på samme måde med os). Der er et ”vi” blandt danskerne, og der er os, der suverænt afgør, hvem der kan blive inkluderet i dette vi. Og for at kunne gøre alt dette må tilstrømningen standses, og vi må tilbagerulle antallet. Visionen må i Danmarks tilfælde være minus 40.000 om året i en årrække.

Når alt dette er sket, vil jeg gerne være med til at tale om, hvem vi kan hjælpe ude i den store verden, men ikke et sekund før.