Fortsæt til indhold
International debat

Afrikas Horn er de globale udfordringers mødested

Stabilisering eller konflikt på Afrikas Horn hænger sammen med både Yemen- og Golfkriserne.

Mette Knudsen, Danmarks ambassadør i Kenya

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Regionen omkring Afrikas Horn vil fortsat i 2018 være et af de mest usikre områder i verden. Med Somalia som epicenter er det en region, hvor globale udfordringer mødes – væbnet konflikt, voldelig ekstremisme, pirateri, grænseoverskridende kriminalitet og irregulær migration. Udfordringer, som på trods af den geografiske afstand også påvirker danske interesser, og som Danmark er en aktiv medspiller i at løse.

Årsagerne til konflikterne på Afrikas Horn er komplekse. Fra svag myndighedskontrol til klankonflikter; fra porøse grænser til konflikt om sparsomme naturressourcer.

Borgerkrigen i Yemen har effekter på tværs af Det Røde Hav, og konflikten mellem Golfstaterne udspilles også på Afrikas Horn, hvor begge sider med gode ord og især betaling søger at skaffe sig støtte og fodfæste. Om 2018 byder på stabilisering eller forstærket konflikt på Afrikas Horn, kan ikke adskilles fra udsigterne til en løsning på både Yemen- og Golfkriserne.

Konflikterne på Afrikas Horn fører til omfattende befolkningsbevægelser. Kenya har i årtier huset hundredtusinder af somaliske flygtninge. En vigtig nyudvikling er, at den somaliske befolkning, der igen i 2018 trues af hungersnød, i højere grad vil søge hjælp inden for landets grænser som internt fordrevne omkring de større byer. 2018 bør derfor være året, hvor FN (i samarbejde med humanitære aktører og donorer som Danmark) tager skridt til at udvikle langsigtede løsninger på den somaliske fordrivelse, der kan give befolkningen mulighed for at skabe sig et livsgrundlag inden for Somalias grænser.

Den fortsatte trussel fra al-Shabaab vil præge Somalia også i år. Terrorbevægelsen er trængt, men vil fortsat være i stand til at omgruppere sig og gennemføre spektakulære terrorangreb i de større byer. Islamisk Stat, ISIS, vil søge fodfæste i regionen og kan forventes at udgøre en stigende trussel. Modtrækket fra den somaliske, føderale regering er at overtage en større del af ansvaret for landets sikkerhed, så Den Afrikanske Unions Mission i Somalia, Amisom, på sigt kan fases ud.

Om dette lykkes, vil afhænge af en større grad af vilje og enighed mellem de somaliske politikere på alle niveauer, og af om det internationale samfund kan forbedre samarbejdet om støtten til de somaliske sikkerhedsstyrker. Der har været små, men dog positive fremskridt på den front.

Men militær indsats gør det ikke alene. En vis optimisme knytter sig til forbedrede indsatser fra både Somalias regering og internationale partnere for at skabe økonomisk udvikling og levere serviceydelser til befolkningen. Alligevel er en realistisk vurdering, at det overordnede billede i Somalia vil forblive mere eller mindre uændret i 2018.

Nabolandet Kenya har i 2017 været gennem en valgproces, der er afsluttet med genvalg af præsident Kenyatta. Men processen har efterladt oppositionens tilhængere frustrerede.

Kenya anses for en stabiliserende faktor i regionen, men skal den position opretholdes, kræver det, at regeringen kommer oppositionen i møde. Der er risiko for, at det ikke vil ske i tilstrækkeligt omfang. At der også internt i regeringen allerede nu er fokus på positionering op til næste valg, betyder, at Kenya kan risikere også i 2018 at være præget af indenrigspolitiske slagsmål.

Forhåbningen er, at slagsmålene ikke får en karakter, der forhindrer landet i at spille den regionale rolle, som Kenya i kraft af sin økonomiske styrke og relativt veludviklede administration burde spille. Og at Kenya dermed i 2018 kan blive en positiv kraft for regional stabilisering.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.