Jelved: JP vildleder groft
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg kan ikke mindes, at jeg i mine 30 år som medlem af Folketinget har læst en leder med så mange vildledende påstande som JP’s leder 20/8. Ikke bare tager man udelukkende De Radikale til indtægt for fejlslagen integration, man misinformerer læserne om udlændingepolitikken med især tre påstande.
For det første er det vildledende, når JP giver indtrykket af, at Radikale Venstre alene var skyld i 1983-loven, som ændrede på vilkårene for asyl og familiesammenføring. Ganske vist stillede vi en del ændringsforslag. Det var ændringsforslag, som alle partier, undtagen Fremskridtspartiet, stemte for. Hvordan skulle Radikale Venstre kunne ”tyrannisere” flertallet til det? JP har åbenbart så lidt respekt for folkestyret, at man komplet ignorerer andre partiers stillingtagen.
For det andet er det vildledende, når JP skiver, at vi siden 1983 har set en stor bølge af ”migration”. Mennesker uden for EU kan få lov at blive i Danmark, hvis de får asylstatus, eller hvis man kommer hertil som følge af familiesammenføring, jævnfør paragraf 8 i menneskerettighedskonventionen. Sådan har det været, siden der blev lukket for gæstearbejdere i 1970’erne. På samme måde har alle partier været enige om, at vi skal sende mennesker hjem, der ikke har behov for beskyttelse eller krav på familiesammenføring.
For det tredje er det vildledende, når JP skriver, at vælgerne ”straffede” Radikale Venstre i 2001 på grund af vores udlændingepolitik. I 2001 gik vi to mandater frem, og i 2005 fik vi otte mandater mere. Også her var udlændingepolitik højt på dagsordenen.
Det er dybt bekymrende, at JP, der endda får offentlige tilskud til sin virksomhed, vildleder om udlændingepolitikken. Vi radikale tager glædeligt imod kritik. Men konsekvensen af misinformation og vildledning er, at udlændingedebatten foregår på et forfejlet grundlag. Det kan JP gøre bedre og mere fair.
Jyllands-Posten svarer:
Jyllands-Posten påstår ikke, at De Radikale alene var skyld i 1983-loven. Tværtimod står der, at alle partier bortset fra Fremskridtspartiet stemte for loven, men det konstateres, at De Radikale havde stor indflydelse på de ændringsforslag, som kom med i loven, bl.a. vedrørende asylregler og familiesammenføring. Derfor påstår vi heller ikke, at partiet har ”tyranniseret ” Folketinget til at acceptere loven, som Marianne Jelved hævder.
En stor del af indvandringen i 1980’erne og 1990’erne bestod, når der ses bort fra flygtninge fra Balkan og Somalia, af familiesammenføringer for tyrkiske gæstearbejdere. Her gjaldt meget liberale regler, og den bølge af familiemedlemmer fra især Tyrkiet, som i den periode ankom, må betegnes som en form for migration, som i høj grad skete med De Radikales billigelse.
Lederen konstaterer, at De Radikale indtil 2001 havde stor indflydelse på udlændingepolitikken og bl.a. kæmpede indædt imod 24-årsreglen, som skulle begrænse familiesammenføringer, da den blev vedtaget i 2002.
Redaktionen
Læs den omtalte leder her:
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.