Dårlig dømmekraft ødelægger et godt image
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Til ledelsen og bestyrelsen for SOS Børnebyerne: Jeg har igennem mange år artigt og glad betalt et bidrag til SOS Børnebyerne til støtte for deres store indsats for at hjælpe børn i verden. Desuden har jeg indsat dem i mit testamente med et behageligt beløb. Nu er det slut med glæden. 24/7 har jeg ændret mit testamente – ud med SOS Børnebyerne, før det er for sent.
Årsagen hertil er en fremragende og meget sigende artikel i min gode avis JP 23/7 om arven efter Hanne Kjærulf Hansen. Jeg blev rystet, rasende, vred, skuffet og ked af det over sagen.
Hvordan kunne SOS Børnebyerne træffe en sådan helt forkert beslutning? Hvorfor holdt man ikke fast i den første beslutning om at tage retmæssigt hensyn og indgå et forlig med arvingerne og dermed dele arven? I stedet insisterede man på, at man ”i grådighedens navn” ville have hele arvebeløbet. SOS Børnebyerne har ved hjælp af dårlig dømmekraft i mine øjne smadret deres ellers så gode image.
For mit vedkommende har jeg besluttet mig til fremover ikke at bidrage med så meget som en krone til deres virke. SOS Børnebyerne er slettet af mit testamente – før det er 10 dage for sent. Jeg vil over for min familie, mine gode venner og politisk drage omsorg for at gøre opmærksom på denne rædselsfulde sag. Al respekt for SOS Børnebyerne er tabt på grund af denne forkerte og tåbelige beslutning.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.