Der er brug for mænd, der kan bruge deres maskuline følelsesmæssige intelligens

I mit arbejde med mandefællesskaber er jeg meget optaget af, hvordan vi sammen kan få skabt en kultur, hvor det er okay for en mand at udtrykke, hvordan han har det. Og det uden at han bliver sat i bås som en tudemarie.

Behovet er der. For statistikkerne taler deres tydelige sprog: Halvt så mange mænd som kvinder er diagnosticeret med en depression i Danmark. Med selvmordsraten er det lige omvendt. Her er der dobbelt så mange mænd som kvinder, der vælger den ultimative løsning at tage sit eget liv. Herudover er fængselscellerne i høj grad fyldt op af mænd.

Der er brug for handling. Den iboende maskuline følelsesmæssige intelligens skal vækkes – af mænd. En løsning er at få vækket mænds iboende maskuline følelsesmæssig intelligens. Jeg er blevet inspireret af den amerikanske blogger, mandegruppeleder, tedtalker mv. Owen Marcus. Han bruger nemlig begrebet Masculine Emotional Intelligence som et centralt værktøj i sit arbejde med mænd i mandegrupper.

Alle mænd har en iboende maskulin følelsesmæssig intelligens. Det er dog langtfra alle, der ved, de har den kompetence – eller bruger den i deres liv.

Mange mænd har aldrig lært eller fået vist af ældre mænd, at det er okay at give udtryk for sine følelser. Kvinder i form af mødre og pædagoger har ofte været dem, der har lært de unge drenge om følelser. Men kvinder er ikke mænd, og kvinder kan ikke lære drenge og mænd at bruge deres maskuline følelsesmæssig intelligens. Det kan kun mænd – i fællesskab med andre mænd.

At bruge sin maskuline følelsesmæssig intelligens handler dybest set om at registrere, hvad der følelsesmæssigt sker i kroppen. Efter at have registreret det skal det omsættes og udtrykkes, så det ikke hober sig op som i en gryde, hvor låget pludselig ryger af. Men hvordan kan vi bedst forstå, hvad maskulin følelsesmæssig intelligens er for en størrelse?

Lad os starte med én af mine yndlingssportsgrene. Fodbold. Hvert hold har et forsvar, en midtbane og et angreb. Som jeg ser det, har mange mænd ret godt styr på forsvaret og angrebet: Forsvaret er hovedet, hvor hverdagens strategier udtænkes. Angrebet er syd for maven, hvor strategierne omsættes til handling.

Men hvad med midtbanen i form af hjertet og maven, hvor følelserne rumler rundt? Det er, som om mange mænd helt bevidst (eller måske ubevidst?) spiller lange bolde fra forsvaret (strategier) til angrebet (handling) hen over midtbanen. Man kan næsten få tanke på lørdage i 1980’erne, hvor engelsk tipsfodbold indtog skærmen med den legendariske kick and rush-stil.

Min påstand er, at de mænd simpelthen ikke er trygge ved at spille bolden op igennem midtbanen og bruge de forskellige spilstationer. Fordi de ikke kender deres midtbane.

Fodbold er en holdsport, hvor den enkelte ikke kan klare det hele selv. Han er afhængig af et velfungerende fællesskab, for at holdet kan præstere og blive en flok vindere. Et stærkt fællesskab var også hjørnestenen i dansk fodbolds største triumf til dato. Her sejlede et mere eller mindre ferieramt landshold for 25 år siden til Sverige. De hjemtog europamesterskabet, uden at nogen på nogen måde regnede med dem.

Dybest set tror jeg heller ikke, at der er nogen, der egentlig regner med, at mænd kan formå at erobre deres midtbane ved at lære deres maskuline følelsesmæssige intelligens at kende.

Men det synes jeg, vi skal blæse højt og flot på og vise dem, at det kan vi godt. Ligesom Ricard Møller Nielsens drenge i ’92. Men det kræver, at hver enkelt mand tager en dyb indånding og tager sit holdkort frem og analyserer, hvem han vil sætte på sin midtbane. Hvilke mænd, som han kender eller ikke kender, er han villig til at lukke helt ind på sit hold.

For der er brug for mænd, der kender og kan bruge deres maskuline følelsesmæssige intelligens. Ikke for at blive rigtige mænd, men hele mænd – og dermed vindere.