Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Lødig information kræver samarbejde

Når Anne Bülow-Olsen (ABO) i JP 20/6 skriver, at patientforeninger bør være uafhængige, kan jeg ikke være mere enig.

Ida Sofie Jensen, koncernchef, Lægemiddelindustriforeningen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når Anne Bülow-Olsen (ABO) i JP 20/6 skriver, at patientforeninger bør være uafhængige, kan jeg ikke være mere enig. Men desværre bygger budskabet på en række forkerte antagelser, som jeg som repræsentant for den forskende lægemiddelindustri i Danmark er nødt til at korrigere.

Først det helt faktuelle: De 300 mio. kr., som lægemiddelindustrien årligt betaler til Lægemiddelstyrelsen, kan næppe siges at være et sponsorat, da det drejer sig om en række gebyrer, som vi – ligesom de øvrige erhvervsliv – meget gerne var fri for at skulle betale.

Ligeledes gælder det for samarbejdet med læger, at det kun er godt halvdelen af de registrerede samarbejder, der er honorerede, og som dermed falder i den kategori, som ABO anser for problematisk.

Og her når vi til den helt grundlæggende fejltolkning: Samarbejde og videndeling er – hvad enten der er penge involveret eller ej – ikke nødvendigvis problematisk og fører ikke til vildledning af hverken læger eller patienter.

Lægemiddelindustrien sidder ikke med ved bordet sammen med patienter og læger, men vores produkter er dagligt med til at lindre, behandle og helbrede tusindvis af danskere. Det er medicinske fremskridt, der driver udviklingen i sundhedsvæsenet og redder liv. Men vi kan ikke udvikle ny medicin uden hverken læger eller patienter.

Vores virksomheder er også engageret i forebyggelse, hvor kost – som ligger ABO på sinde – naturligvis indgår. Men det er nu de færreste sygdomme, der udelukkende kan behandles med kostjusteringer, og derfor kan jeg ikke understrege nok, at der er brug for medicin. Indlægget fra ABO viser med al tydelighed, at der også er brug for såvel information om medicinsk behandling til alle aktører med patientkontakt samt information om rammerne for samarbejderne.

Vi står ved værdien og betydningen af de samarbejder, sponsorater og ansættelsesforhold, der ligger inden for vores meget stramme etiske retningslinjer. Men vi lader gerne andre tage regningen, så længe vi kan være sikre på, at regningen bliver betalt.