Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Helmut Kohl var en katastrofe

Sven Skovmand, Stenvad, Ørum Djurs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”En stor europæer og en helt igennem tysk tysker”.

Sådan lyder overskriften til en artikel 17/6 i JP om den afdøde tyske kansler Helmut Kohl.

Det er muligt, at Kohl skal have æren for, at Tyskland blev genforenet, men den måde, han administrerede genforeningen på, var til stor skade for landet og i særdeleshed den østlige del.

Kohl bestemte nemlig, at den østtyske mark og D-marken skulle have samme værdi, skønt D-marken reelt var fire gange så meget værd.

Beslutningen betød, at indbyggerne i det østlige Tyskland kunne købe fire gange så mange vesttyske varer, som de ellers ville kunne.

Det var naturligvis populært og sikrede Kohl en valgsejr, som han måske ikke ellers ville have fået.

Men for de østtyske virksomheder var det en katastrofe. De fik jo pludselig firdoblet deres gæld, fordi den var i østtyske mark. Det betød, at et stort antal virksomheder måtte lukke, og at der opstod en arbejdsløshed, som fik østtyskerne til i stort tal at rejse til Vesttyskland – akkurat som de havde gjort, før Berlin-muren blev bygget.

Denne ulykkelige situation burde JP’s artikel have omtalt.

Man må også sætte spørgsmålstegn ved den støtte, som Kohl ifølge artiklen gav Danmark i forbindelse med indførelsen af forbeholdene til Maastricht-staten i 1992. Det var ikke Danmark, der havde brug for støtte, det var EU.