På et fagligt grundlag
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Flere debatindlæg i JyllandsPosten har i de seneste dage draget tvivl om grundlaget for at placere politiskolen i Vejle. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at gentage, at en nybygget politiskole havde været den bedste løsning for dansk politi. Men det var der som bekendt ikke opbakning til i forligskredsen.
Derefter måtte vi finde den næstbedste løsning, og her har regeringen alene forholdt sig til den faglige rapport, som Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen har udarbejdet. Og i rapporten vurderes ejendommen i Vejle samlet set som den bedste bygning.
Jeg har læst, at der har været sået tvivl om plangrundlaget for grunden i Vejle Kommune og dermed usikkerhed om, hvor hurtigt politiskolen kunne etableres. Lad mig understrege, at eventuelle tilkendegivelser om hurtige kommunale processer ikke har haft betydning for regeringens beslutning. I Rigspolitiets rapport er alle bygninger vurderet efter de samme kriterier.
I tidsplanerne for byggeriet har Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen generelt indlagt 12 måneder til processen for lokalplaner – det gælder derfor også Vejle Kommune. Jeg bliver naturligvis glad, hvis det kan gøres hurtigere, for det betyder, at vi hurtigere har en færdiggjort skole. Men at der har været et fagligt grundlag for placeringen i Vejle, kan man ikke komme uden om.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.