Stine Bosse: Særaftalen om Europol svarer til at takke nej til skiferien og få lov til at se med i katalogerne
Særaftalen lever ikke op til de sikkerhedsmæssige og juridiske fordele, danskerne kunne have fået, hvis vi havde stemt ja sidste december.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Folket har talt. Den 3. december 2015 stemte et flertal af danskerne nej til at afskaffe retsforbeholdet. Derfor ryger vi ud af det fuldgyldige Europol-samarbejde til maj. Det gør vi også, selvom regeringen lige nu forhandler med EU om en særaftale. På trods af statsministerens ihærdige indsats er det ikke sikkert, at den når at blive forhandlet færdig inden den 1. maj, da det juridiske grundlag for aftalen bortfalder.
Med andre ord er der ingen grund til jubelscener på hverken højre- eller venstrefløjen over den aftale, regeringen er ved at forhandle hjem om Europol-samarbejdet.
Særaftalen lever ikke op til de sikkerhedsmæssige og juridiske fordele, danskerne kunne have fået, hvis vi havde stemt ja sidste december.
Dansk Folkeparti og Enhedslisten forsøger ellers ihærdigt at sælge særaftalen som en sejr for Danmark. Men den er hverken en sejr for danskerne eller dansk politi.
Rigspolitiet har udtalt, at de forventer, at Europol-samarbejdet i nær fremtid udvikler sig på en måde, der stiller dansk politi betydeligt ringere end politimyndighederne i de lande, der er medlemmer af Europol.
Man forstår godt deres bekymring.
Ingen direkte adgang
I 2014 søgte dansk politi efter beviser og personbeskrivelser i Europols informationssystem (EIS) 72.000 gange. Det svarede til næsten 200 gange om dagen. Med den nye aftale har politiet ikke længere direkte adgang til denne database. Søgninger skal fremover foregå gennem udstationerede forbindelsesofficerer. Det koster dyrebar tid og ressourcer.
I den nye aftale mister dansk politi også deres adgang til en database over frontlinepersonale hos Europol.
Som fuldgyldigt medlem af Europol har Danmark indflydelse på de beslutninger, der bliver taget i Europol – fra Europols prioriteter til retningen for det kommende. Den medbestemmelse mister vi i den nye aftale. Vi får nemlig kun status som observatører. Så vi må sidde med ved bordet, men vi har ingen stemme.
Uden for Eurojust
Den nye aftale indebærer heller ikke en tilknytning til EU’s Passenger Name Record (PNR). PNR er et fælles EU-register, der indsamler flypassagerdata, som politiet bruger som redskab i kampen mod terrorisme og alvorlig grænseoverskridende kriminalitet.
Danmark står også uden for Eurojust i den nye aftale. Eurojust hjælper nationale myndigheder med at samarbejde om kriminalitet, der berører flere EU-lande. Det gør de blandt andet ved at koordinere efterforskning og retsforfølgelser. I efteråret koordinerede Eurojust blandt andet en aktion på tværs af 12 lande, hvor 18 mennesker blev arresteret i en sag om momssvindel for 320 mio. euro.
Manglende medlemskaber
Platformen European Counter Terrorism Centre (ECTC) skal øge medlemsstaternes informationsdelinger og operationelle koordinering i bekæmpelsen mod terrorisme i Europa. Den platform står Danmark også uden for i den nye aftale, og vi får altså ikke denne værdifulde vidensdeling på tværs af landegrænser.
Cyberkriminalitet er et stadig stigende problem for både borgere, virksomheder og regeringer i Europa. Men på det område er vi heller ikke beskyttet gennem Europol. Vi får nemlig intet medlemskab af Europols cyberkriminalitetscenter.
Med andre ord er der ingen grund til jubelscener på hverken højre- eller venstrefløjen over den aftale, regeringen er ved at forhandle hjem om Europol-samarbejdet. Vi kan ikke løse grænseoverskridende kriminalitet alene. Vi kan ikke lave regler for mennesker i andre lande, uden at det sker netop sammen med dem i et forpligtende fællesskab.
Flertallet sagde nej til Europol – flertallet sagde nej til det værdifulde internationale samarbejde, der beskytter borgerens sikkerhed og rettigheder. Det får nu alvorlige konsekvenser for os alle sammen.