Det er måske den mest nedladende og misvisende reklame, jeg har set i nyere tid

DSB skraber bunden i det seneste desperate forsøg på at lokke kunder til. Med Thomas Blachman som frontfigur og udsagnet »Driving home for Christmas. Min bare røv. Jeg tager toget,« kæmper DSB for at overbevise os alle – bilejere eller ej – om det smarte i at følge Blachmans dydige eksempel.

Plakatkampagnen kan lige nu ses overalt i byrummet. Kampagnen suppleres med en strøm af annoncer for DSB Orange-billetter i aviser og dagblade. Gad vide, hvad det koster? Måske troværdighed. En Orange-billet er som regel udsolgt, før man ser sig for, og tanken om at toget – S-tog og intercitytog – skulle være Blachmans foretrukne transportmiddel, må høre hjemme under kategorien tankeforstyrrelser. Har DSB ramt forbi med denne reklame?

Jeg føler mig bogstavelig talt ”røvrendt” af dette populistiske tiltag og leflen for den laveste fællesnævner. DSB’s bidrag til den sproglige forarmning taler for sig selv.

Jeg er en ivrig fortaler for togrejser – har ingen bil og rejser ofte til Aarhus med toget. Det har budt på udfordringer i perioder, sidst i sommeren 2016. Søndag 21/11 rejste jeg igen med toget til Aarhus og havde heldigvis sikret mig en pladsbillet i en stillekupé. På trods af det blev rejsen lidt af en prøvelse. Alle gange og mellemrum var fyldt op med rejsende, den automatiske dør gik op og i ustandselig, så tæt stod folk. Andre søgte en midlertidig stå- eller siddeplads i gangen i kupéen. Der var slet ikke kapacitet til de mange rejsende.

Stor er min undren, da jeg i de følgende dage opdager DSB’s seneste reklametiltag med Blachman. Det er måske den mest nedladende og misvisende reklame, jeg har set i nyere tid. Hvorfor bruger DSB reklamekroner på at markedsføre et produkt, som stort set ikke har konkurrence, og som enhver dansker kender til? Skyldes det, at flere og flere af de kunder, der har et reelt valg, vælger en bus med nummeret 888? Eller at vi kan forvente, at pladsproblemerne er løst i forbindelse med turen hjem til jul?