Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Naturfredningsforeningens postfaktuelle virkelighed

Regeringen er enige med Danmarks Naturfredningsforening i, at skoven er en af vores allerskønneste og vigtigste naturressourcer

Esben Lunde Larsen , miljø- og fødevareminister

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmarks Naturfredningsforening frygter de ikke fakta, når de først farer i krig. Det ser vi igen i debatten om regeringens foreslåede ændringer af skovloven, som skal gøre reguleringen af skoven mere nutidig, så reglerne matcher moderne danskeres brug af skoven.

I regeringen er vi faktisk enige med Danmarks Naturfredningsforening i, at skoven er en af vores aller skønneste og vigtigste naturressourcer. Vi vil bevare skoven, udvide den og forbedre den, så den er godt hjemsted for dyr og planter. Det gjorde vi i foråret, da vi vedtog Naturpakken, som bl.a. øger skovarealet og samtidig udlægger store arealer – 25.000 hektar – til urørt skov og biodiversitetsskov, hvor biodiversiteten bedre fremmes.

Men vi ønsker også, at skoven skal bruges af flere danskere.

Derfor vil vi give mulighed for, at der i 30 forsøgsprojekter over hele landet åbnes for at placere institutioner som f.eks. skovbørnehaver eller veteranhjem i skoven. Og derfor vil vi gøre det muligt at lave fritidsaktiviteter i skoven, for eksempel trætopbaner eller river rafting eller andre aktiviteter, der kan gøre skoven til et tilbud om friluftsliv, som flere vil benytte. Det er ikke at ødelægge skoven, sådan som Danmarks Naturfredningsforening siger. Det er at åbne dørene for, at flere vil få gode oplevelser i skoven.

Skovloven bør moderniseres

Allerede inden de havde set regeringens forslag, havde Danmarks Naturfredningsforening oprettet hjemmesiden redskoven.dk, for foreningens præsident, Ella Maria Bischoff-Larsen, kan åbenbart forudsige, hvad regeringen vil, og at der er behov for redningsaktioner. Selv efter vi i regeringen har fremlagt vores planer, fortsætter foreningen ufortrødent: Regeringen sminker sandheden, siger Danmarks Naturfredningsforening i nyhedsudsendelser på tv. I virkeligheden vil regeringen bygge parcelhuse i skoven, siger Ella Maria i Jyllands-Posten 14/11.

Jeg har godt noteret mig, at det på det seneste er blevet populært at køre kampagne ved at fremføre usande påstande og regne med, at befolkningen er for doven til at undersøge sagerne selv. Men jeg har større tiltro til danskerne, end til at de hopper på Ella Maria Bischoff-Larsens kampagne. Hendes påstande er dog for langt ude til, at de kan bide fat. Formålet med lovændringen er ikke at give mulighed for at bygge ét eneste nyt parcelhus i de danske skove. Men vi vil åbne for, at de danskere, der bor i skoven, får samme mulighed som andre for at bygge et redskabsskur eller en garage ved deres bolig. Og vi vil åbne for flere overnatnings- og jagthytter i skovene. Desuden mener vi, at man nogle steder kan placere vindmøller i skovene, uden at de er til stor gene for mange mennesker, som de ellers er ude i det åbne land.

Vi mener, det er sund fornuft at modernisere skovloven. Mener man noget andet, ja, så er det også fint. Men at føre kampagne på usandheder manifesterer kun Danmarks Naturfredningsforening som en useriøs forening. I stedet for at bruge sine kræfter på at manipulere på hjemmesiden redskoven.dk, burde Danmarks Naturfredningsforening fokusere på at redde sandheden og sagligheden. Det ville klæde både Danmarks Naturfredningsforening og den folkelige debat.