Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Historisk naturpakke

Anni Matthiesen, folketingsmedlem, naturordfører (V)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

20/5 fik vores regering landet en naturpakke, der bl.a. skal give mere natur til danskerne, styrke biodiversiteten og reducere udledningen af kvælstof. Naturpakken er en historisk ambitiøs aftale mellem de fire blå partier. Med naturpakken laver vi den største indsats for biodiversitet i de danske skove nogensinde.

Vi udtager 10.000 hektar skov til urørt skov, og 3.300 hektar skov udlægges til anden biodiversitetsskov. Det betyder, at 20 pct. af alt statsskov vil blive urørt skov. Derudover får private skovejere mulighed for gennem frivillige aftaler at udlægge skov til biodiversitetsformål mod kompensation. Det er til gavn for de mange arter, som lever i de danske skove.

Vi har afsat 363,5 mio. kr. over de næste fire år til at opfylde initiativerne i naturpakken.

Og initiativer er der mange af.

Naturpakken omhandler nemlig ikke alene udlægning af skov, den indeholder også blandt andet mere sammenhængende natur med flere læhegn, som skal give flere vildtstriber og insektvolde på de danske marker. Den indeholder mere bynær natur, så alle danskere kan få glæde af den danske natur. Den indeholder en målrettet indsats for markvildt, der lever i det åbne land. I samarbejde med Danmarks Jægerforbund skal vi i gang med at fremme vildtbestanden.

Et andet vigtigt element, som jeg har arbejdet meget for under forhandlingerne om naturpakken, er at give landmændene øget mulighed for at være bedre naturforvaltere. Mange landmænd møder bureaukratiske barrierer, når de vil lave mere natur. De skal væk. Vi skal hjælpe landmændene med mere information, klarere regler og øget mulighed for at lave jordfordeling.

Med naturpakken sikrer vi, at vi har en mangfoldig natur i Danmark – også i fremtiden.