Fortsæt til indhold
Debatindlæg

DN arbejder for en grøn politik

Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Venstre-regeringen har rettet kikkertsigtet mod en af landets frivilligforeninger, Danmarks Naturfredningsforening. I bl.a. JP 10/09 retter forskellige regeringsmedlemmer kritik af Danmarks grønne organisation, fordi vi forholder os til regeringens naturpolitik og, tror Venstre, udelukkende havde roser tilovers for den tidligere SR-regering, mens vi kun har kritik tilovers for den nuværende regering.

Det er nu ikke helt rigtigt. Vi sendte flere bredsider efter SR-regeringen, bl.a. på grund af en naturpolitik, der kom for sent og var for slap. Vi sagde dog, at særligt ét element fra den daværende regerings ”Naturplan Danmark” – nemlig ”Det Grønne Danmarkskort” – har potentiale til at skabe den sammenhæng, naturen mangler i dag. Derfor er der også roser til de konservative for at sikre, at netop Det Grønne Danmarkskort ikke – som Venstre ellers krævede – røg ud i forbindelse med liberaliseringen af Planloven. Men det er da ærgerligt, at vores roser er gået hen over hovedet på regeringen. I forbindelse med Naturpakken fra maj skrev vi ellers: »Vi er rigtig glade for, at der nu bliver gjort en indsats i skovene«. At vi så – ligesom forskerne – mener, at der skal mere urørt skov til for at vende tabet af biodiversitet, er jo faktuel viden og ikke et ideologisk indspark fra vores side.

”En historisk ambitiøs plan”, gentager Venstres naturordfører, Anni Mathiesen, om regeringens naturindsats, hvor omkring 100 mio. kr. er afsat. Vi påpeger, at der med den anden hånd blev barberet over 150 mio. kr. af SR-regeringens naturindsatser. Samtidig går en hel del af Naturpakkens millioner til at reducere kvælstof fra landbruget, som regeringen med fødevarevare- og landbrugspakken har givet lov til at forurene mere.

»Det gør os grønne«

Uanset vil arter som torbister, fugle og sommerfugle i skovene med den nye skovindsats ad åre få langt bedre betingelser. Det er godt. Tilsvarende mangler vi en plan for arterne i det åbne land. Men her spoler regeringen nærmest naturbeskyttelsen tilbage. Behøver jeg erindre om, at randzonerne for længst er pløjet bort. Nu skal naturområder kunne flyttes, hvis de ”ligger i vejen” for landbrug eller byudvikling, beskyttet natur må sprøjtes og gødes, og noget af landets bedste natur – Natura 2000-områderne – gennemgås netop nu med det formål eventuelt at kunne afgrænse områderne. Det får arter som viben og lærken i det åbne land det ikke bedre af.

Med de nuværende indsatser konkluderer vi, at naturen som helhed ikke bliver efterladt i bedre behold til kommende generationer, som Venstre tror. Det gør os ikke røde, mens kritikken af den tidligere regerings natur- og miljøpolitik heller ikke gjorde os blå. Det gør os grønne.

Artiklens emner
Venstre