Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Misvisende

Jeg er ked af at læse i avisen i søndags (30/10), at jeg som tidligere chefredaktør kritiserer Jyllands-Posten.

Carsten Juste, fhv. chefredaktør, Aarhus C

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er ked af at læse i avisen i søndags (30/10), at jeg som tidligere chefredaktør kritiserer Jyllands-Posten. Sådan lyder overskriften på en artikel, der ellers loyalt refererer mine synspunkter. Overskriften er misvisende. Jeg har bestemt ingen grund til eller behov for at kritisere min gamle avis, dens chefer før og nu eller medarbejderne. Det ligger mig fjernt.

Derimod kritiserer jeg koncernledelsen for, at den med talrige sparekrav og fyringsrunder gennem tiden har udmarvet Jyllands-Posten så meget, at avisen i dag er en skygge af sig selv. Senest har man aflivet en institution i dansk dagspresse, nemlig avisens lyserøde tillæg Erhverv, oprindeligt Erhverv & Økonomi. Hvad der er tilbage af erhvervsstof, er uredigerede kopier af artikler fra det netbaserede Finans – et vellykket foretagende i sig selv, bestemt, men heller ikke det er i stand til at generere indtægter, der bare tilnærmelsesvis når op på abonnementsindtægterne fra papiravisen.

Koncernens eksistensgrundlag er med andre ord fortsat papiraviserne. Alligevel skærer topledelsen drastisk ned for at pine de sidste bloddråber ud af aviserne, før festen slutter. Kvaliteten er efterhånden derefter, selv om ledelse og medarbejdere gør en imponerende indsats for at holde et højt niveau. Den sammenskrabede kapital er herefter bl.a. spenderet på at købe en gammel, brugt avis, dagbladet Børsen, for 800 mio. kr. – ja, det er en lille mia. kr.! Visdommen i den manøvre skal man nok hedde Ejbøl for at forstå, men for en almindelig dødelig som mig er det svært at få øje på den digitale eller en hvilken som helst anden vision. Sandheden er nok, at selv om koncernen skranter med stadig faldende omsætning, aner ledelsen ikke, hvordan den skal komme videre og transformere virksomheden over i en ny virkelighed.