Sygeplejersker har ikke ytringsfrihed – men en personalepolitik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden kunne adskillige medier berette, at hele 28 pct. af de adspurgte sygeplejersker har oplevet at tie om kritisable forhold i sundhedsvæsenet. Undersøgelsen blev lavet af Dansk Sygeplejeråd og Megafon, og den fik selvfølgelige flere formænd for diverse foreninger til at ytre sig.

I et interview med DSR’s formand, Grete Christensen, der blev bragt i Politiken 18/10, skyldes stilheden fra hendes medlemmer, at sygeplejerskerne er i tvivl om, hvor skillelinjen mellem tavshedspligt og ytringsfrihed går. Samme mening gav næstformanden for Lægeforeningen, Michael Dupont, til kende, da han blev interviewet af Jyllands-Posten samme dag. Jeg giver dem gerne ret i, at det også er en faktor, der spiller ind, men ikke den eneste. Begge formænd tager ikke højde for en af de mest dræbende faktorer for sygeplejerskernes ytringsfrihed: personalepolitik.

I forbindelse med, at Region Hovedstaden er ved at udvikle en ny ”åbenhedspolitik” for regionens hospitaler, blev personalepolitikken omkring de ansattes ytringsfrihed også ændret. Fra »du må ikke udtale dig negativt om dit hospital eller afdeling på de sociale medier,« er det nu ændret til: »Du skal overveje, om det, du skriver, kan få konsekvenser for dit arbejdsliv«.

Runger hult

Problemet med den nye formulering er dog, at den siger præcis det samme, som den tidligere gjorde. Den eneste forskel er, at den ansatte nu helst skal få en fornemmelse af, at det er helt op til en selv, om ens udtalelser kan få konsekvenser, selv om det reelt ikke er tilfældet. Men nu har regionen gjort sit for at fremstå som en del af løsningen, når emnet falder på ansattes ytringsfrihed.

Derfor runger det også en smule hult, når formanden for Sundhedsudvalget i Danske Regioner udtaler i et interview med Information, at sygeplejersker har ret og pligt til at fortælle om kritisable forhold, når der reelt ikke er en mulighed for det. Som hun i interviewet selv anerkender, holder de ansatte kritikken for sig selv, fordi de frygter repressalier fra deres ledere – og hvordan kan man andet, når selv ens personalepolitik sætter meget klare grænser for, hvordan man skal udforme sin kritik.

Det er nu engang en del nemmere at opsige en ansat, fordi han eller hun har brudt sig mod arbejdspladens personalepolitik eller pressepolitik om altid at fortælle de gode historier, end fordi man har brugt sin grundlovssikrede ytringsfrihed. Ingen ønsker illoyale medarbejdere.

Ikke uden risiko at åbne munden

Det paradoksale ved denne situation er, at der ikke ligefrem mangler indlæg fra sygeplejersker, der fortæller om kritisable forhold på landets hospitaler. Desværre har langt størstedelen det tilfælles, at ingen af dem retter en direkte kritik til andre end politikerne, der ofte kan kigge den anden vej eller forklare sig med dårlig økonomi. En gang imellem smider de ansvaret for kritikken over på hospitalernes ledelse, men de har sjovt nok aldrig særlig travlt med at bruge deres ytringsfrihed.

Er man alligevel modig nok til at komme med direkte og offentlig kritik, er risikoen for, at man ikke går skadesfri fra kritikken, stor. Netop det oplevede sygeplejerske Lise Müller, da hun på Facebook skrev om det ærgerlige i, at så mange af hendes kompetente kollegaer sagde op. Hun fik lige akkurat 13 minutter til at møde på chefens kontor, inden hendes vagt begyndte (interview bragt i Sygeplejersken i oktober), hvor det meget bestemt blev fortalt hende, hvor uret hun havde i sin kritik af situationen på hendes arbejdsplads.

Lise Müllers historie er et perfekt eksempel på, hvorfor det at åbne munden kan være ødelæggende. For selv om hendes leder da garanteret var enig i, at det var ærgerligt at miste kompetente ansatte, har de daglige ledelser på afdelinger og direktioner en anden dagsorden end de ansatte: at fremstå som velfungerende, så de ikke mister økonomiske midler, og det er selvfølgelig svært, hvis de ansatte uden hindring fortæller om de ting, der ikke fungerer.

Omtanke er nødvendig

Det siger selvfølgelig sig selv, at en god portion sund fornuft og omtanke er nødvendig, når man bevæger sig ud på en offentlig platform med kritik af sin arbejdsplads, men det ville klæde mange af hospitalernes direktioner også at ytre sig om de kritisable forhold, som deres ansatte arbejder under: Græder deres sygeplejersker også på deres hospital, fordi arbejdspresset er blevet for højt? Gør de det, kunne det jo være, at kulturen kunne ændre sig, så man ikke blev stemplet som illoyal, fordi man ikke var enig med sin leder på afdelingen.

Kritik kan ytres på mange måder, men at tro, at sygeplejersker reelt har ytringsfrihed, er naivt. Vi har en personalepolitik, og den binder os på mund og hånd.