Brug for familieretter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det familieretlige system i Danmark behandler ca. 85.000 sager hvert år (JP 22/9). Det er sager om skilsmisse, forældreansvar og samvær og om ægtefælle- og børnebidrag. Endvidere værgemålssager, adoptionssager, faderskabssager og sager om tvangsfuldbyrdelse af de familieretlige afgørelser.

Flere myndigheder er involveret i sagerne, som i vanskelige tilfælde kan medføre flere rundture til statsforvaltningen, domstolene og de sociale myndigheder.

Ofte hører man røster om, at en forenkling er påkrævet. Det sker nu igen, da social- og sundhedsminister Karen Ellemann har bedt en arbejdsgruppe om at komme med forslag til, hvordan et enstrenget system kan opbygges, så borgerne kun skal henvende sig til en enkelt myndighed.

Tiden er inde til at oprette særlige familieretter, som kan behandle alle spørgsmål i familieretlige sager. Ordningen vil imødekomme ønsket om at få en sagsbehandling, der forbinder fordelene ved domstolsbehandling med fordelene ved den uformelle og diskrete måde, sagerne bliver behandlet på i statsforvaltningen.

Borgerne skal således kun henvende sig ét sted med de forskelligartede sager, og medarbejderne ved familieretten – jurister, psykologer og socialrådgivere – skal være specialister inden for det familieretlige sagsområde i vid forstand.

Familieretten er, som ordet siger, en domstol, men den skal i langt de fleste tilfælde søge sagerne afgjort i mindelighed. Konfliktmægling og børnesagkyndiges samtaler med forældre og børn skal fremme denne proces.

Fødselskriteriet dur ikke

Der er noget galt med debatten om at være dansk. Min bedste kammerat tilhørte det tyske mindretal, og der er ingen tvivl om, at han var dansk, men han tilhørte det tyske mindretal i Danmark. Vi var børn sammen og delte fritiden sammen, og der var intet skel imellem os.

Men vi er eller blev tosprogede, og hans hjem har rødder i Tyskland, ganske som det danske mindretal syd for grænsen, har rødder i Danmark, selv om de danske sydslesvigere er tyske statsborgere.

Selv om du er tysker, kan du godt have rødder i Danmark, og selv om du er dansker, kan du godt have rødder i Tyskland. Og helt ærligt – gør det noget? Er der noget som helst til hinder for at være dansk, selv om man har rødder i en anden kultur? Overhovedet ikke. Faktisk kan en tysker, der har rødder i Danmark, være mere dansk end en dansker, der har rødder i Danmark. Hvorfor? Fordi han ved, hvad det vil sige at være dansk i langt højere grad end danskere, da han har været i mindretal i generationer i den kultur, han lever i. Og ganske tilsvarende med det tyske mindretal i Danmark.

Derfor dur fødselskriteriet, og hvor man lever, og hvordan man føler sig slet ikke i debatten om danskhed. Det er ganske enkelt noget følelsesmæssigt vrøvl, som ikke holder stand ved en nærmere prøve.

At markedsføre nationale følelser som politisk grundsubstans kan højest være med til at splitte en befolkning frem for at skabe konsensus. Og det vil ifølge sagens natur være lettest at forføre dem, der lettest lader sig forføre. Og den politiske forførelseskunst har været kendt siden tidernes morgen – uden at den har ført noget godt med sig.

Heri lader den sig lettest få øje på gennem de storkrige, der har været. Derfor bør man som menneske ikke lade sig forføre af nationale følelsers falske profeter, men bevare sin sunde fornuft og tænke på, hvorledes Danmark bevares som et fredeligt og sammenhængende land. Møde din nabo, som du selv ønsker at blive mødt, og er du et menneske med overskud da være den første, der rækker hånden frem.

Mojn!

Forkrampet danskhed

Martin Henriksen skriver (29/9) om det danske med en entydighed og total mangel på forståelse for, at dansk kultur og identitet er mange ting. Det danske og den danske identitet er ikke entydige størrelser, det ændrer sig over tid og bestemmes individuelt.

Lige for tiden er det en væsentlig bestanddel af min danskhed at kunne tage afstand fra enhver form for racisme, også den, der trives i Dansk Folkeparti, og gøre det klart, at Martin Henriksen ikke skal regne med mig til sin forkrampede danskhed. Dertil har vi alt for lidt til fælles.