Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Stop devalueringen af dagpengene

Der eksisterer en bred politisk forståelse af dagpenge som det, man skruer på, når jobsøgende mennesker skal i arbejde.

Søren Fibiger Olesen, formand for Kristelig Fagbevægelse, Klokhøjen 4, Aarhus Nord

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der eksisterer en bred politisk forståelse af dagpenge som det, man skruer på, når jobsøgende mennesker skal i arbejde. Underforstået, at dagpenge og ledighed er mere attraktivt end lønindkomst. Derfor gør det politiske system til stadighed dagpengene mindre værd.

Førhen fik en dansker i gennemsnit dækket 6 af 10 kroner, hun tjente på jobmarkedet, med dagpenge, når hun blev ledig. I dag vil den samme kvinde kun få dækket halvdelen af sin løn med den nuværende dagpengesats. Mens lønnen er gået op i Danmark, er dagpengesatsen ikke fulgt med.

Og det bliver kun værre for ledige frem mod 2025, læses det af regeringens udspil. Den lægger nemlig op til, som en forlængelse af skattereformen fra 2012, at dagpengene fortsat skal stige mindre end lønnen. Langsomt udhuler vi det danske dagpengesystem.

Et system, som i sin grundtanke er at holde hånden under mennesker, der er uden job og i en skrøbelig periode både økonomisk og mentalt, som har ansvar for hjem og børn. Selvfølgelig skal der være incitament til at arbejde, selvfølgelig skal satsen være lavere end lønindkomsten, men vi er ved at nå et niveau, hvor jeg frygter for idéen bag den danske a-kasse-model. Bliver gabet mellem løn og dagpenge for stort, vil flere sandsynligvis helt fravælge a-kassens dagpengeforsikring og dermed stå svagere i en potentiel ledighedsperiode.

I Krifa ser vi, som en afledt effekt af dagpengenes devaluering, en stigende efterspørgsel på privat lønsikring. Men ikke alle har den mulighed, og det vil i værste fald ende op med et A- og et B-hold på ledighedsområdet.

Det vil gå ud over den menneskelige værdighed. Et aspekt, som arbejdsmarkedspolitikken bevæger sig længere og længere væk fra. Det er mit håb, at politikerne udviser omsorg for det enkelte menneske i et kæmpe stort ledighedssystem. Et system, som lige nu kun devaluerer sig selv og de mennesker, der er omfattet af det.

Artiklens emner
Krifa