Brug de ledige pladser i psykiatrien

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mens bosteder landet over råber på aflastning fra borgere med svære psykiske lidelser, og regeringen, KL og Danske Regioner taler om behov for nye institutionsformer, står private pladser med selvsamme formål og kompetencer ledige. Løsningen ligger lige for. Styrk akutpsykiatrien og sørg for, at patienterne bliver visiteret til de tilbud, som allerede findes.

Ingen er i tvivl om, at der skal ske noget for at skabe større tryghed for ansatte og borgere på landets bosteder. Fem drab på fem år taler et tydeligt sprog, men også de mange beretninger om borgere, der bliver afvist i akutpsykiatrien og udskrevet for tidligt, vidner om, at der skal ske noget.

Den analyse af problemerne, som har vundet frem, og som regeringen, KL og Danske Regioner taler for, er behovet for en ny type institution, som skal kunne rumme de borgere, der er for syge til at være på et bosted, men som omvendt heller ikke er så syge, at de skal være indlagt. Debatten er kommet til at handle om for og i mod en sådan institutionstype. Og om de skal kunne anvende tvang eller ej. Vi har derimod ikke debatteret patientens behov.

Det er åbenbart, at nogle botilbud kan håndtere én type beboere og andre en anden type beboere. Det er jo sådan set en styrke med en mangfoldighed af forskellige tilbud, der mange gange er lokalt forankret tæt på borgerens hjem. Men det bliver en svaghed, hvis ikke man forstår at visitere korrekt og samarbejde med dem, der har kompetencerne. Det samme risikerer vi desværre sker, hvis der oprettes en række nye regionale institutioner.

Flere forskellige behov

Hvad er det, denne patientgruppe har behov for? For nogle vil det formentlig være at være et sted, hvor der også vil kunne anvendes tvang, for andre vil det være rigtig skadeligt at bo et sted, hvor der anvendes tvang, nogle vil have et misbrug, andre vil have en helt tredje problematik. Vi er gået væk fra tidligere tiders sengepladspsykiatri, hvor det at være psykisk syg var lig med at være indlagt og leve i lange perioder som sygehuspatient. Den tilgang skal vi holde fast i. Men det er ikke det samme som bare at skære væk i antallet af sengepladser. En stor del af problematikken handler om, at akutpsykiatrien har alt for lidt kapacitet. Her er det helt afgørende, at regionerne sætter ind som noget af det allerførste frem for at ville udvide paletten med tilbud, som allerede findes i privat regi.

Noget af det, den private del af sektoren er særlig god til, er at være fleksibel og tilpasse rammerne til beboeren frem for det modsatte. Vi har ikke et standardtilbud – men har allerede nu flere private institutioner, som meget hurtigt kan etablere rammerne til at håndtere denne type beboere. Men enten en forkert visitation eller manglende samarbejde mellem de private og kommunale tilbud betyder, at vi i dag ikke udnytter den kapacitet.

Der er behov for at se på et sammenhængende patienttilbud. Det kan være patienten på det lukkede afsnit, der har brug for en mellemstation på et psykiatritilbud, inden han skal hjem eller tilbage på bostedet. Eller patienten, der visiteres til en behandling med indlæggelse – men så kan komme hjem eller på bostedet. De optager i dag pladser i psykiatrien. Ved at samarbejde om dem bliver sygehusbehandlingen bedre. De bliver ikke sendt hjem for tidligt. Og overgangen til og samarbejdet med bostedet eller hjemmet kan blive endnu bedre. For det handler om samarbejde. Om at vide, hvad den næste i ”kæden” kan – og hvad de har brug for, hvis de skal løfte deres del af opgaven bedst.

Derfor en klar opfordring: Brug de eksisterende rammer af aftaler til at udvide kapaciteten i sygehuspsykiatrien. Definer målgruppen bedre, så ingen, som ikke er klar, sendes hjem. Og styrk samarbejdet med de socialpsykiatriske bosteder, kommuner og pårørende, så vi giver et samlet tilbud, der hænger sammen.