Det er oplagt at bruge sommerferien på at gøre bilbørn til cykelbørn
Børn, der selv transporterer sig i skole, er sundere og lærer mere. Brug sommeren på at træne en sikker skolevej.
Alt for mange børn bliver kørt i skole. Det går både ud over deres indlæring i skolen og betyder, at de ikke lærer at begå sig i trafikken. Sommerferien er en god anledning til at overveje, om dit barn er klar til at gå eller cykle i skole.
For selvom Danmark er en verdenskendt cykelnation, er andelen af cyklende skolebørn mindre end i starten af 1990’erne. I 2014 var det kun omkring hvert andet barn, der brugte cyklen som primær transportform til skole, og det er ca. 20 pct. mindre end i Danmarks Statistiks Børneundersøgelse fra 1993.
Børnene betaler prisen
Når vi som forældre vælger at køre vores børn i skole, har det en pris, som vores børn ender med at betale.
For det første fordi aktiv transport har betydning for børnenes sundhed, koncentration og indlæring.
For det andet fordi børn, der bliver kørt i skole, ikke får mulighed for at blive gode trafikanter ved gradvist at udvikle deres egen forståelse af, hvad trafik er, hvordan de skal opføre sig, og hvad trafikken kræver af dem i forskellige situationer.
Når flere børn bliver kørt i skole, oplever andre forældre skolevejen som usikker og bliver mere tilbøjelige til at køre deres egne børn.
Det kan hverken læres på bagsædet af en bil eller ved at læse i en bog. Børnene skal naturligvis lære de grundlæggende færdselsregler, men at færdes sikkert i trafikken kræver mere end det. Det kræver en forståelse for, at trafik er noget, der foregår i et samspil med andre trafikanter, og kompetencer som opmærksomhed, ansvarlighed og evne til at aflæse medtrafikanter er vigtige.
Gode vaner fra begyndelsen
Flere undersøgelser viser, at der er sammenhæng mellem fysisk aktivitet, og hvordan børn præsterer i timerne. Derfor er det afgørende, at vi voksne sørger for, at børnene begynder træningen så tidligt som muligt og får grundlagt gode vaner fra begyndelsen.
Sidst, men ikke mindst, handler det også om, at vores trafikvalg har betydning for vores medtrafikanter. Når flere børn bliver kørt i skole, oplever andre forældre skolevejen som usikker og bliver mere tilbøjelige til at køre deres egne børn.
Den bedste skolevej
Der er altså mange gode grunde til at overveje, om dit barn selv kan transportere sig i skole, og bruge lidt af ferien på at komme godt i gang. Men hvornår og hvordan gør man det bedst?
Det er afgørende at understrege, at det er dig som voksen, der afgør, hvad dit barn må og kan, der hvor I bor. Hvis skolevejen er sikker, kan mange 6-7-årige børn lære selv at gå til skolen. Andre steder skal barnet være 9-10 år, før det kan klare at gå skolevejen på betryggende måde.
Alt efter modenhed, motorisk udvikling og de trafikale forhold skal børn være 10-12 år, før de kan cykle alene. Nogle kan sagtens starte tidligere, hvis forholdene tillader det, og I har trænet ruten sammen.
Når dit barn skal til at færdes alene, er det vigtigt, at du vælger den rute, barnet skal gå eller cykle. Den bedste skolevej er normalt den rute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er cykelsti. Hvis der er en gangsti eller en tunnel, er det normalt det sikreste som fodgænger.
Mange gentagelser nødvendigt
Børn skal igennem mange gentagelser, før de har fået erfaring nok til, at de kan slippes løs på egen hånd. Netop derfor er sommerferien oplagt, fordi den giver mulighed for, at I kan gå eller cykle turen mange gange.
De vaner, vi får i barndommen, er afgørende for resten af vores liv. Når vi lærer vores børn at være aktive og transportere sig selv, vil det gavne dem resten af livet.
Det tager selvfølgelig tid. Men det er en god investering. For dit barn, der lærer bedre og bliver sundere af selv at bevæge sig i skole. Og for dig, der slipper for at holde i bilkøen med dårlig samvittighed.