Sommerhusudlejning kan stimuleres
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er frustrerende at høre, at der mangler senge til de turister, der gerne vil holde ferie i Danmark – og bo i sommerhus.
I artiklen ”Der mangler senge til turisterne i sommerlandet” i JP 11/7 slås til lyd for, at bundfradraget for udleje hæves – altså hvis man udlejer gennem feriehusudlejningsbureauer. Det lyder fint, og med de interesseorganisationer skribenterne repræsenterer in mente, forstår jeg godt det synspunkt. Jeg forstår også godt tankegangen i, at det vil begrænse sort udlejning.
Jeg vil godt lige pointere, at privat udlejning ikke nødvendigvis er det samme som sort udlejning.
Vi stiller vores sommerhus til rådighed for udlejning i år og har brugt mange ressourcer på at gøre det attraktivt for sommergæster. Gæsterne er glade og tilfredse. Succesen er hjemme, og vi har nået bundfradraget for privatudlejning på 10.500 kr. Vi ville gerne udleje yderligere nogle uger, men med en effektiv beskatning – i vores tilfælde – på ca. 40 pct. er det ikke særlig attraktivt.
Hvorfor ikke ligestille privat udlejning med udlejning gennem bureau skattemæssigt? Det vil i sig selv begrænse sort udlejning, uanset om vi taler om bundfradrag på 21.000 eller 30.000 kr.
Foretrækker man adgang til fantastiske markedsføringsmuligheder, og at andre tager sig af alt det praktiske med udlejning, så kan man vælge at udleje gennem et bureau. Vi private udlejere har andre strenge at spille på. Det skal ikke være bundfradrag og skat, der konkurreres på.
Så hvis ønsket er flere senge, så kan jeg sige, at vi i hvert fald vil gøre os ekstra umage for at trække turister til, hvis også det skattemæssige incitament for udlejning er til stede.