Jeg havde kun én mulighed tilbage – at starte en virksomhed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I slutningen af 2013, da jeg endelig havde afsluttet min akademiske uddannelse, var jeg pludselig på dagpenge og søgte ihærdigt forskellige stillinger for at få mit drømmejob. Selv om jeg tidligere havde været i studierelevant praktik og følte, at jeg havde fået luft under vingerne, var det mildest talt møgsvært for mig at blive inviteret til jobsamtaler. Ikke nødvendigvis fordi jeg ikke er dygtig, men sandsynligvis fordi arbejdsgiveren sad med 150-200 andre gode ansøgninger og cv’er.

Godt nok kom jeg ind til enkelte samtaler, men som regel fik jeg den samme meddelelse:

»Stillingen er blevet besat til anden side med mere erfaring.«

Indvendigt vidste jeg, at kandidaten, der havde fået jobbet med sikkerhed, var fuldt berettiget til at få det – både fordi kandidaten havde mere erfaring end jeg, men ikke mindst fordi vedkommende var super dygtig.

Vil starte virksomhed

Spoler vi cirka et år frem, står jeg i samme situation. Jeg har masser af gåpåmod, men intet job. Jeg kan mærke, at jeg er i stand til at varetage et akademisk job på mindst lige så højt niveau som mange andre, der allerede er i beskæftigelse. Men det løser desværre ikke mit problem.

Jeg beslutter mig derfor for at starte min første virksomhed og får ret hurtigt et arbejde på en café. Uden at træde nogen over tæerne var det ikke ligefrem et ”voksenjob” for mig, når jeg nu havde afsluttet min akademiske uddannelse. Jeg sparede penge sammen og grublede samtidig over, hvad jeg kunne starte, uden at det kostede en hel bondegård. Jeg var nødt til at komme i gang hurtigst muligt.

Mens jeg arbejdede på caféen, talte jeg med en masse mennesker og fik idéen til at starte et online-renseri. Altså et koncept, hvor man ikke behøver at gå ned til renseriet eller vaskeriet. Derimod laver kunden en bestilling på nettet og får henholdsvis en afhentning/levering af sit beskidte tøj og rene tøj, der bliver bragt til en ønsket adresse.

Jeg havde allerede dengang bemærket en masse on demand services blomstre frem – bl.a.: JustEat, Aarstiderne, Nemlig.com og amerikanske Uber – så jeg tænkte at dette måtte være fremtidens renseri.

I min praktikperiode brugte jeg selv konventionelle renserier, eftersom jeg gik i jakkesætsbukser og skjorter til hverdag. Jeg tænkte tit, at det var dødirriterende at skulle bruge renserierne. Ikke blot fordi det var besværligt at gå ned til dem, men også fordi deres åbningstider var uhensigtsmæssige, hvis man arbejdede fuldtid.

Måtte låne penge

Jeg kunne godt se, at de penge, jeg sparede sammen på caféen, ikke ville strække særligt langt. I hvert fald ikke langt nok til at brødføde mig og samtidig etablere et nyt firma. Og i min optik var det selvsagt, at banken ikke ville låne mig penge, da jeg ikke havde erfaring med at stifte virksomhed, og i øvrigt havde jeg ikke en særlig god økonomi. Alternativt skulle jeg arbejde i rigtig mange år.

Som en konsekvens var jeg desværre nødt til at spørge min far, der heldigvis gerne ville låne mig nogle penge.

Inden for kort tid skrev jeg en forretningsplan – noget jeg havde lært på et af mine iværksætterkurser – og tog efterfølgende fat i nogle venner for at høre, om de ville være med i mit geniale projekt. Efter lang tids søgen valgte en god ven at springe ud i projektet sammen med mig, og i november 2014 lancerede vi vores virksomhed.

Renseriet vokser

Nu – et år efter lanceringen – kan jeg oplyse, at vi er vokset måned for måned. Vi har haft tusinder af kunder igennem forretningen, og noget tyder på, at væksten vil fortsætte. Vi har ansat en medarbejder og haft praktikanter.

I dag kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde en far, der kunne låne mig penge til at starte en virksomhed. Jeg er ret sikker på, at der er en masse dygtige mennesker, der ikke tør tage skridtet og starte deres eget, fordi de enten ikke har pengene eller ikke kan låne dem. Det er enormt ærgerligt, da små og mellemstore virksomheder udgør rigtig mange job i Danmark.

Som samfund er vi nødt til at sende det rigtige signal til unge forhåbningsfulde mennesker. Det gør vi ikke ved at tage deres dagpenge fra dem, så snart de stifter en virksomhed.

Jeg ser meget gerne, at vi støtter iværksættere endnu mere, og gør alt for at give disse mennesker et incitament til at springe ud i det, hvis andre ikke vil hyre dem.

Det er nemlig ikke alle mennesker, der er gode til at få et job, men derimod er gode til at skabe dem.