Et demokratisk opråb: Vi skal have indført det direkte demokrati

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 16. juni 2015 – det er to dage, før jeg første gang skal i stemmeboksen til et folketingsvalg. Jeg har en klar overbevisning om, hvad jeg vil stemme, men beslutter mig alligevel for at se, om onlinetestene giver mig samme svar. Jeg tager tre test, der alle viser, at jeg er omtrent 60 pct. enig (jeg husker tydeligt, at jeg fik 61 % i en af testene) i det parti, jeg i forvejen havde planlagt at stemme på.

Min første tanke er »yes, så er jeg ikke gået helt galt i byen«.

Et par dage efter valget slår det mig, at jeg jo ikke bare er 61 pct. procent enig med det pågældende parti. Jeg er samtidig 39 pct. uenig med det. Og ganske rigtigt, på en række punkter afveg mine svar markant fra det, partiets kandidater havde svaret. Min sikre overbevisning om, at jeg havde stemt rigtigt, blev erstattet med en god portion tvivl. For hvem skal repræsentere mine sidste 39 pct.?

Mistilliden til politikerne

Jeg sætter mig nærmere ind i sagen og ser en tendens til over de næste måneder, at mistilliden til politikerne vokser sig større end nogensinde før. Ja, ikke bare folkets mistillid, men sågar også mistilliden politikerne imellem, senest eksemplificeret ved mistilliden til daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Jeg ser en lang række politiske debatter og forsøger at finde politikere, eller måske endda partier, som virker troværdige og til at stole på. Og selv når jeg støder på disse, er der alligevel en lang række af deres politiske mærkesager, jeg ikke kan stå inde for. Jeg begynder nu ikke bare at tvivle på politikerne og partierne, men på hele den repræsentative demokratiske model, vi har i Danmark.

Når jeg hverken kan stå inde for partierne eller dets politikere, ja, så må det være hele modellen, den er galt med.

Et direkte demokrati

Demokratia er det (old)græske ord, som demokrati stammer fra. Demos betyder folk, og kratos betyder vælde. Det står hermed klart, at et demokrati er et folkestyre, hvor magten ene og alene tilskrives borgerne. Cirka 500 år før Kristus blomstrede de første demokratiske tanker.

Det umiddelbare tankesæt var, at befolkningen skulle have frie og lige demokratiske rettigheder (det kan så diskuteres, hvor godt det lykkedes i antikkens Grækenland). Grundtanken med demokratiet er altså et direkte demokrati, hvor man ved en folkeforsamling vedtager befolkningens ønsker og interesser. Demokratiet består ene og alene, fordi befolkningen anerkender det.

Disse demokratiske tanker er i Danmark sidenhen blevet reformeret til et parlamentarisk repræsentativt demokrati, hvor befolkningen vælger en række personer, der så skal vedtage en række love. Denne udvikling, vil jeg mene, er et resultat af en befolkningsvækst i verden.

Magten tilbage til borgerne

Det er let at forestille sig et par tusinde mennesker mødes på torvet i Athen, knap så realistisk at forestille sig 4,1 millioner stemmeberettigede danskere mødes på Rådhuspladsen for at enes. Men med den moderne teknologisering har vi pludseligt andre muligheder.

Som et resultat af manglende repræsentation i det ellers repræsentative demokrati og mistilliden til politikerne ser jeg en tilbagevenden til det direkte demokrati som en ganske plausibel løsning på det problem, vi står over for. På den måde vil vi få magten tilbage på den enkelte borger og ikke de valgte politikere.

Hvordan skal dette foregå i praksis? Jeg forestiller mig, at man en gang i måneden logger ind på Borger.dk med sit NemID, afgiver sine stemmer til de fem lovforslag, der har fået flest upvotes i løbet af måneden, hvorefter lovene indføres på ganske demokratisk vis.

Åbenlyse fordele

Som en begyndelse kunne vi jo stille lovene fra den efterhånden 150 år gamle grundlov til revurdering. Denne model har helt åbenlyse fordele. Det politiske engagement vil utvivlsomt vokse, da borgerne pludseligt skal tage stilling til de politiske sager, der former deres samfund hver måned i stedet for hvert fjerde år.

Når jeg fremlægger disse tanker for venner og bekendte, er den typiske indvending: »Jamen Jesper, hvis du er så utilfreds, hvorfor stiller du så ikke bare selv op til valget? Så bliver dine holdninger jo repræsenteret 100 pct.« Men det ville være en selvmodsigelse uden lige, for jeg tvivler på, at der er andre i Danmark, der har akkurat samme holdninger som mig.

Der er lige så mange holdninger, som der er næser, og derfor er den bedste løsning, at hver næse har noget at skulle have sagt, hver gang noget skal vedtages.

Vi må minde os selv om, at det repræsentative demokrati kun består, så længe befolkningen anerkender det.