Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Værdien af mennesket – i kroner

Niels Jørgen Langkilde, fhv. folketingsmedlem, landssekretær Patientforeningen, Vestergade 67, Aarup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nogle mennesker er den menneskelige værdi høj – andre regner ikke menneskelivet for særlig meget. Som bidrag til denne diskussion har økonomer sat tal på værdien af et menneskeliv og værdien af et ekstra leveår.

Det Miljøøkonomiske Råd er kommet med et diskussionsoplæg, der bl.a. omtaler værdien af et menneskeliv. Værdien sådan rent statistisk. Denne værdi bruges i masser af sammenhænge for at regne ud, om noget er lønsomt. Tag for eksempel en vej, hvor der sker mange uheld. At ændre denne til noget mere trafiksikkert bliver mere lønsomt, når et menneskeliv vurderes højt, for så er der mange flere penge at spare, hvis man nedbringer antallet af ulykker.

Eller tænk på dem, der regner på værdien af højere afgifter af cigaretter. Hvis et menneskeliv er mere værdifuldt, så vil vundne leveår tælle godt med i regnskabet, når afgiften skal fastsættes.

Indtil marts, da diskussionsoplægget blev offentliggjort, var værdien af et menneskes liv i Danmark sat til 17 mio. kr. Det viser sig at være relativt lavt, hvis vi sammenligner os med andre lande. At tallet er for lavt, finder økonomerne ud af ved at se på den gennemsnitlige livsindkomst og tillægge en værdi af fritiden. Alene dette giver en værdi på 18 mio. kr.

Forsigtige økonomer

OECD har analyseret sig frem til højere tal for sammenlignelige borgere i andre højindkomstlande. Skulle de samme analyser anvendes på danskerne, så ville vi være mellem 38 og 45 mio. kr. værd. Men de danske økonomer er dog forsigtige folk, så de er landet på 31 mio. kr. Men 14 mio. kr. mere end i februar, hvor vi ”kun” var 17 mio. kr. værd.

Patientforeningen skal ikke kloge sig på tallet. Vi har den opfattelse, at alle borgere er rigtig meget værd og værd at hjælpe gennem ulykker og sygdomme.

Vi kan se, at mange diskussioner må blive påvirket af denne værdistigning. Fx diskussionen om medicinpriser. Mange vil gerne holde ”ny, dyr medicin” væk fra patienterne. Dem, der har den holdning, vil få besvær med deres regnestykker. Lønsomheden ved at gøre folk raske vil være betydelig. Økonomerne har også udregnet et årstal for os. De har beregnet værdien af et ekstra leveår til 1,3 mio. kr. mod tidligere ca. 1 mio. kr. (alt i 2015-priser).

Kære medborgere. Sådanne tal er mærkelige for os andre at arbejde med. Men tænk engang, hvis du i dit hjem havde et billede til en værdi af 31 mio. kr. Ville du så passe godt på det? Jeg gætter på, at de fleste ville svare ja. Pas derfor godt på hinanden. Du har måske en ægtefælle, et eller flere børn eller en god nabo. Husk, de er alle meget værd og meget mere end disse tal. Pas godt på hinanden og hjælp hinanden, hvis sygdommen rammer – det er store værdier, vi taler om.