Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Erstatning for tab eller opgør med krisen?

Ib Mardahl-Hansen, bestyrelsesmedlem i Roskilde Bank, 2006-2008

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tidligere begrundede Finansiel Stabilitets direktør, Henrik Bjerre-Nielsen, de erstatningssager, der føres ved domstolene med ønsket om, at staten fik erstattet en del af de tab, som man fik ved overtagelse af konkursramte banker, herunder Roskilde Bank.

Nu står det allerede, inden retssagen er begyndt, klart, at erstatningssagen mod ledelsen i Roskilde Bank vil koste skatteyderne langt mere, end de sagsøgte er i stand til at betale, selv hvis de dømmes med piber og trommer.

Så nu har direktøren ændret mening. Nu er begrundelsen for erstatningssagen, at der skal føres et opgør med finanskrisen.

Det er da noget af et meningsskifte og en voldsom ambition. Vejen til Wall Street kan brolægges med politiske, administrative, erhvervsmæssige og finansielle beslutninger truffet inden finanskrisens indtræden, der siden har vist sig at være forkerte.

Så hvis vi kan vente et opgør med finanskrisen fra Finansiel Stabilitet, tror jeg, at antallet af domstole skal forøges ganske betydeligt.

Et opgør med finanskrisen må da også føre til, at der skal findes en ny direktør til Finansiel Stabilitet. Henrik Bjerre-Nielsen fik som direktør for Finanstilsynet alvorlig kritik i en advokatundersøgelse for sin og tilsynets rolle i Roskilde Bank, selvom banken var under skærpet tilsyn.

Det er da et ejendommeligt opgør med finanskrisen, at den kritiserede direktør nu sidder og fører erstatningssag mod ledelsen i den samme bank.

Sådan noget sker vist kun i Bangladesh og nå ja – og så i Danmark.