Kampen mod MRSA
På et lukket møde i Fødevareministeriet engang i 2013 traf en håndfuld ministerielle embedsfolk og et par dyrlæger den drastiske beslutning at sige nej til et ekspertforslag om at bekæmpe svine-MRSA ude i staldene.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På et lukket møde i Fødevareministeriet engang i 2013 traf en håndfuld ministerielle embedsfolk og et par dyrlæger den drastiske beslutning at sige nej til et ekspertforslag om at bekæmpe svine-MRSA ude i staldene. Man ville heller ikke arbejde for at etablere MRSA-frie handelsveje for svin.
Embedsfolkene var »bekymrede for, at en offentliggørelse af MRSA-status ville være meget omkostningstung for svineproducenterne, og at MRSA-frie handelsveje kunne være problematiske i forhold til de allerede eksisterende handelsrestriktioner for salmonella«. Det fremgår af Rigsrevisionens kulegravning fra 7/10 i år af Fødevareministeriets indsats i kampen mod landbrugets smitsomme MRSA-bakterier.
Netop denne beslutning er det centrale kritikpunkt i den omfattende beretning, fordi den reelt betød, at befolkningen blev prisgivet smitten. Alene af den grund er det af stor interesse at få belyst, hvem der traf den fatale beslutning, men også som en forudsætning for at få bragt ministeriets MRSA-indsats på linje med sundhedsvæsenets og Rigsrevisionens forventninger.
Vi ved, hvem embedsfolkene var. Veterinærdirektør Per Henriksen førte det store ord som formand for styregruppen, der også omfattede to personer fra den private interesseorganisation Landbrug & Fødevarer, men desværre afslører Rigsrevisionen ikke, om gruppen handlede på egen hånd. Traf veterinærdirektøren virkelig denne vidtrækkende beslutning bag om ryggen på daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S)?
Eller var det i virkeligheden Gjerskov, der gav ordren til at prioritere svineproducenternes økonomi over befolkningens sundhed?
Rigsrevisionens skarpe kritik er blevet accepteret af ministeriet og dets nuværende minister, Eva Kjer Hansen (V), men det står hen i det uvisse, om man reelt agter at rette ind. Vil ministeren bøje sig for kritikken og genåbne det afviste projekt for MRSA-frie svinefarme og MRSA-frie handelsveje, sådan som Rigsrevisionen henstiller?