Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Opskæring af dyr er ikke for de små børn

Lene Kattrup, dyrlæge, medlem af Det Etiske Råd, Uvelse, Slangerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jørn Rosborg mener 24/10, at jeg modsiger mig selv, når jeg skriver, at forældrene selv skal afgøre, hvornår de vil lade deres børn erfare om slagtning og/eller se dyr blive skåret op m.m., og når jeg så kommer med etiske rettesnore eller retningslinjer. Men uanset om jeg synes, det er forældrenes egen beslutning og eget ansvar, kan jeg jo godt have en mening om det. Og det har jeg.

Jeg mener ikke, drab af store dyr og opskæring af disse er for små børn i børnehavealderen. I mit indlæg 21/10 nævnte jeg en vejledende aldersgrænse på mindst 6-11 år for at se et dødt dyr blive skåret op. Som jeg skrev, afhænger det af det enkelte barn.

Jeg mener, at det kan skade mindre børn, der ikke forstår det.

Og så må jeg præcisere, at jeg intet skrev om, man slet ikke må vise børn, hvordan et dyr, der er dødt, ser ud indeni. Jeg skrev blot, at de skal være forberedte på det, samt at man skal forholde sig til deres alder. Børn skal først lære at have tiltro til de voksne, ja, til livet i det hele taget. Det er børn, vi taler om. Jeg mener, at det kan skade mindre børn, der ikke forstår det – at vi i det ene øjeblik kan beundre et levende dyr og bagefter pludseligt skære det op, fordi vi har dræbt det. Børn skal være modne til dette, børn er ikke voksne, og de forstår ikke alt.

Ansvar for dyrene

Jeg ønsker, at vores børn lærer at få respekt for dyr og forstår, at vi mennesker skal tage ansvar for de dyr, vi har i vores varetægt. Et dyr er et levende væsen og ikke bare en ting eller en genstand. Nogle voksne tager ikke ansvar for dyr. Jeg synes jo netop, at børn skal lære og forstå, at vi godt kan tage ansvar over for dyr, selvom vi i visse tilfælde dræber/slagter og spiser dem. Jeg synes, det er naturligt, at børn erfarer og lærer dette og får den side med, at vi af og til dræber dyr. Men vi skal passe på, at vi ikke gør det, før barnet er modent nok til at forstå det.

Breve om skader

Jeg har fået breve og mails fra personer, der som voksne beretter, at de selv mener, de blev skadet ved for tidligt, og før de var modne nok, overværede noget, de fandt chokerende og uventet i forbindelse med slagtning og/eller opskæring af større dyr.

Det er noget helt andet, hvis barnet er forberedt og modnet til det.

Til sidst må jeg lige nævne, at jeg ikke skriver, som Jørn Rosborg åbenbart tror, på vegne af Etisk Råd, men på vegne af mig selv. Det er korrekt, at jeg er medlem af Det Etiske Råd.