Stop krigen mod motionsdoping
Motionsdoping minder på mange områder om hash. Hash er til gengæld røget af mange, og debatten heromkring er heldigvis blevet mere nuanceret over de seneste tre-fem år.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Motionsdoping minder på mange områder om hash. Hash er til gengæld røget af mange, og debatten heromkring er heldigvis blevet mere nuanceret over de seneste tre-fem år.
Det gør sig ikke gældende for motionsdoping, specifikt anabolske steroider (AAS).
Det er med doping til privat brug, som det er med forskellige typer narkotika – kriminalisering virker ikke. Kriminaliseringen er til gengæld forbundet med massive tab, såvel menneskelige, sociale og samfundsøkonomiske.
Legalisering af steroider
Løsningen på ovenstående problem er selvfølgelig en legalisering af steroider (samt narkotika, men lad det ligge for nu). Ved en legalisering er det muligt at få stofferne ud i det åbne, udføre kvalitetskontrol og få lægefaglig monitorering ind over.
Fordommene om AAS er mange, men fakta er, at der ikke er en tilstrækkelig evidens for de præstationsfremmende midlers påståede bivirkninger. Blandt andet konkluderer det britiske studie ”Drug harms in the UK: a multi-criteria decision analysis” af David Nutt, Leslie King og Lawrence Phillips fra 2010, at et kontrolleret dopingbrug ikke er mere usundt, end hvad mange normale mennesker dagligt udsætter deres krop for med rygning og alkohol.
En ophævelse af forbuddet medfører ikke udelukkende en afkriminalisering af brugerne, men formindsker ligeledes den medfølgende kriminalitet.
Kriminelle bander sidder i dag tungt på dopingmarkedet. En afkriminalisering vil således flytte salget af steroider væk fra kriminelle miljøer, skabe arbejdsplader samt skabe et renere produkt frit for skadelige tilsætningsstoffer.
Mere skade end gavn
Nu har politikerne forsøgt sig med forbud og straf mod stoffer i 100 år, og det har ikke virket.
100 års fejlslagen politik er for et fornuftigt menneske nok grundlag til at vurdere, at nu – nu skal man se sig om efter andre løsninger. Statens straffe, kontrol og sanktioner forvolder langt mere skade end gavn.