Ansæt flere pædagogiske ledere i skolen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Landets skoleelever er netop mødt ind til år 2 efter skolereformen, og der er stadig mange udfordringer med at implementere alle de nye elementer ordentligt. Ikke mindst for skolens ledelsesteam.
Men ifølge en prognose fra Skolelederforeningen vil mange skoleledere forlade arbejdsmarkedet i de kommende år for at gå på pension. Mindst 200 skoleledere om året (JP 17/8). Panderynkerne er dybe hos både skoleledere, lærere og kommuneforeningen KL, der ligefrem taler om at søsætte en kampagne for at rekruttere flere skoleledere.
Men måske er løsningen slet ikke så langt væk. Antallet af pædagogfaglige ledere i folkeskolen, SFO’er og fritidshjem/klubber er nemlig faldet fra 1.945 i april 2013 til 1.635 i april 2015, viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).
Vi oplever en stigende efterspørgsel efter vores pædagogfaglige ledere til opgaver i folkeskolen, men der er samtidig blevet nedlagt rigtig mange lederstillinger i SFO’er, fritidshjem og klubber. Vi har med andre ord en del ledere, der står på spring til nye opgaver.
Vi har rigtig gode erfaringer med pædagogfaglige ledere i indskolingen – 0.-3. klasse – hvor skolereformen betyder, at der er kommet mange pædagoger ind i børnenes skoledag. Derfor er det ganske naturligt, at det ikke altid er en læreruddannet leder, der står i spidsen for indskolingen.
Et nyt blik på skolerne
Andreas Rasch-Christensen, der er forskningsleder på professionshøjskolen VIA, fortæller i JP, at udsigten til manglen på ledere i skolen er kritisk. Han fremhæver også, at det er vigtigt med den rigtige sammensætning af skolens ledelsesteam efter skolereformen. At man skal skabe et såkaldt ”flerfagligt ledelsesteam”, hvor både den lærerfaglige og den pædagogfaglige ledelse kommer i spil. Det er nemlig ikke kun ude i klasseværelset, at lærere og pædagoger skal arbejde tættere sammen. Ambitionen med reformen er også, at samarbejdet skal ske på ledelsesniveau.
Jeg er før blevet mødt med et underligt argument om, at de pædagogfaglige ledere ikke er vant til at lede i skolerne.
Nej, det er jo netop meningen med skolereformen, at de pædagogfaglige ledere skal komme med et nyt blik på skolerne og tilføre en anden tankegang. Derfor er mit opråb til kommunerne, at SFO-lederne og klublederne selvfølgelig skal inddrages i skolens flerfaglige ledelsesteam. Og at der skal ansættes flere pædagogfaglige ledere som indskolingsledere.
Jeg vil bede Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, og Michael Ziegler, formand for overenskomstudvalget i KL, om at vente med deres store kampagne. Vi har mange pædagogiske ledere, der står klar til at påtage sig nye udfordringer i folkeskolen.