Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Svindel med køreprøver i 1960’erne og frem

Reglerne er blevet ændret undervejs, fordi der har været svindlet med kørekort til ikkedanskere.

Erik Dagø, Grønnegade 40, Troense

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

JP skrev 6/7 om anholdelse af 18 kørelærere, tolke og elever i København – sigtet for bestikkelse og svindel med erhvervelse af kørekort (af ikkedanskere). Det er der intet nyt i, for det har eksisteret siden 1960’erne, hvor jeg som måske den første stiftede bekendtskab med en ny kriminalitet i Danmark.

Som den yngste køreprøvesagkyndig i Danmark afløste jeg i 1965 en træt sagkyndig, der afholdt køreprøver med en plaid over benene samt sin uundværlige termokaffe. Det var ”Livets gang i Lidenlund” og rystende. Det blev endnu værre, da Langeland og Ærø kom ind under Svendborgs politikreds. Elendige teorilokaler med vejtavler, der for længst var udgået. Der kom andre boller på suppen.

Køreprøverne var en mundtlig overhøring af 15 min. og kørsel i 30 min. Man trak et kort med spørgsmål, som skulle kunne klares på 15 min. og dermed med paratviden, da der i trafikken ikke altid er tid til at tænke sig om – et godt system, der kunne afsløre mangel på forståelse, men også en hjælp ved den berømte klap.

I Svendborg over for Tinghuset/politiet lå det store Langes Jernstøberi fra 1850 – totalt nedslidt, så ingen ville arbejde dér, men det ville tyrkere fra Anatolien som fremmedarbejdere. De strømmede til sidst i 60’erne. Mange arbejdede kun 3-4 måneder, men i modsætning til alle andre udlændinge med job i Svendborg, som skulle forlade Danmark efter endt arbejde, tilsidesatte Anker Jørgensen-regeringen fremmedloven og lod dem blive samt få deres store familier til landet.

Kun én i Svendborg – lad os kalde ham Ali – lærte ret godt dansk. I 1975 blev jernstøberiet lukket.

Tyrkerne ville også have biler og købte skrotbiler, men de skulle jo også have et kørekort, og det var svært, når de kun havde været vant til æselkærre. Til teoriprøven skulle de mødes med en edsvoren tolk – dengang en tyrkisk kvinde fra Middelfart, som skulle have 1.500 kr. i timen plus dyre kilometerpenge til sin nye Audi. Og det skulle eleven betale.

Ali var én af de første, der fik et dansk kørekort efter reglerne, og en smart kørelærer, der så muligheder i fremmede, foreslog, at Ali lige så godt kunne være tolk, så de mange penge til tolk kunne spares. Jeg fastholdt kørekortbekendtgørelsen om brug af tolk, så min politimester sendte sagen til udtalelse i Justitsministeriet (JM), der svarede forventeligt, »at man intet havde at erindre mod at bruge Ali som tolk«.

Og Ali blev nu tolk, og der var overhovedet ingen kontrol med den teoretiske prøve. Når jeg spurgte, hvor hastigheden skulle holdes passende lav, blev der snakket tyrkisk mellem elev og Ali, og Ali, der lige havde fået kørekort, sagde: »Han siger, at ...« og så kom Alis remse med et ordvalg, som eleven fra Anatolien slet ikke beherskede, og jeg ikke kunne afvise, og eleven havde bestået teoriprøven.

Nu var der kun den praktiske prøve, der til gengæld afslørede, at der var lang vej endnu. Det samme med tavler osv.

Jeg beskrev det uholdbare og foreslog, at vi skjult skulle optage nogle teoriprøver og så lade 2-3 tolke fortælle, hvad der blev snakket om, men selvom min politimester var enig, ville han hellere sende sagen til JM, som også fik lignende efterretninger fra politikredsene. Sagen bevirkede helt ny teoriprøve med billedvisning og afkrydsning.

Lederen af motorkontoret i Svendborg og jeg lavede en undersøgelse ved at spørge samtlige motorkontorer i landet om, hvor mange kørekort de havde udstedt på grundlag af et laset stykke papir med arabiske skrifttegn. Det blev til ca. 20.000.

Efter udstedelse af ca. 10.000 kørekort holdt jeg i 1975 og blev offentlig anklager. Jeg er derfor ikke spor forundret over, at fremmede kan finde på at køre venstre om helleanlæg eller venstre rundt i rundkørsler med færdselsdrab eller voldsom skade til følge, som sket er. Slaphed og ”godhed” var mantraet hos myndighederne – man skulle ikke have noget i klemme.

Da navnlig iranerne og irakerne strømmede til Danmark, henvendte de sig på motorkontorerne med en las papir (foldet A4-ark), der havde siddet i baglommen – måske under vask – og forlangte ”deres kørekort” ombyttet til et dansk. Ingen kunne læse den arabiske skrift, hvis den i det hele taget var synlig, hvilket også viste en voldsom kopiering, mens navnet på Akmed var ret tydeligt, hvorfor motorkontorerne afviste. Igen blev JM hørt og udtalte sig med samme skrivemåde som før nævnt. Det var op til kørekortkontorerne at vurdere. Akmed og alle de andre fik deres danske kørekort, som de havde krav på jf. JM.

Lederen af motorkontoret i Svendborg og jeg lavede en undersøgelse ved at spørge samtlige motorkontorer i landet om, hvor mange kørekort de havde udstedt på grundlag af et laset stykke papir med arabiske skrifttegn. Det blev til ca. 20.000. Enhver har jo lov at tænke sit, men sådan er Danmark også.

Det medførte, at der blev indført nye regler, så et kørekort, der skulle ombyttes til dansk, skal være med latinske bogstaver, og at hvis man kommer fra en bestemt gruppe lande, skal man til en kontrollerende køreprøve. Og det lyder bedre.

Nu siger mange læsere, hvorfor jeg, der har skrevet godt 3.000 læserbreve, ikke gik til pressen med dette. Det gjorde jeg også, men pressen var ikke interesseret, så der er mange skyldige i denne sag.

Nu bringer JP det, så læserne kan få indsigt i, hvad der foregår og er foregået – netop mediernes opgave.