Familieejede virksomheder rammes
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I februar afskaffede skatteministeren formueskattekursen, en metode, der især er blevet benyttet af familieejede virksomheder i årtier. Ændringen betyder, at aktierne i virksomhederne vil blive værdisat højere, og det betyder så, at den forhadte arveafgift bliver langt højere.
En af virksomhederne, AVK Holding med 3.100 ansatte og en omsætning på ca. 3,5 mia. kr., mener, at ændringen kan betyde, at virksomheden er på vej ud af Danmark.
Skatteministerens makværk kan på denne måde betyde, at familieejede virksomheder begynder at kigge sig over skulderen. Tænk, hvis bare få af dem sælger til amerikanske fonde? Kan skatteministeren huske salget til Goldman Sachs?
Hr. skatteminister, det er jo ikke penge, der ligger i kommodeskufferne, mange af pengene er bundet i forskellige former for udstyr og meget andet. Der er ikke gået skatteministerens næse nogen penge forbi, vær dog glad for de tusindvis af familieejede virksomheder, der hver dag skaber vækst og arbejdspladser. Danmark kan ikke undvære én af dem.
Danmark har over 800.000 borgere i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomster, skal vi have flere?
Vi burde have en skatteminister, der selv har prøvet hele baduljen; at skabe en virksomhed, at ansætte, at fyre, at betale hele gildet og mere til. Kom så tilbage til skrivebordet, så ikke alle de gode gamle danske virksomheder ender i amerikanske fonde og bliver pist væk. Det vil gøre rigtig ondt.
Af Colette Brix, folketingskandidat Venstre og formand for Dansk Erhvervssammenslutning, DESA Børsen, 1217 København