Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Danmark for dem, der kan og vil

Udlændinge i dag er en afgørende faktor i forhold til arbejdskraft i danske virksomheder, og Danmark ville være et fattigere land, hvis de titusindvis af udlændinge, som arbejder i virksomheder fra Novo og Lego til rengøringsfirmaer og servicebranchen, ikke længere bidrog til Danmarks produktion.

Kristian Jensen, næstformand, Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er altid glad, når nogen ønsker at debattere mine kronikker, men det er selvfølgelig bedst, hvis de også forstår indholdet, inden de begynder at kritisere. Det er svært at vide, om det er bevidst uvidenhed eller pseudointellektuel arrogance, som gør, at Mikael Jalving angriber mig for en række ting, som ikke står i kronikken, og samtidig undlader at nævne flere af de argumenter, som faktisk står deri. Men hvis nogen ved en fejltagelse tror, at Jalvings gengivelse er korrekt, så er det vist på tide med en korrektion.

Venstre præsenterede i august 2014 et nyt udlændingeudspil, hvor den første sætning lyder: »Venstre ønsker, at Danmark skal være et åbent land for dem, der kan og vil.«

Men hvor vi efterfølgende også slår fast: »Der er desværre for mange udlændinge, der gerne vil til Danmark, der ikke bekender sig til grundlæggende danske værdier som demokrati, ytrings- og religionsfrihed og ligestilling mellem kønnene.«

Det er jeg helt enig i. Det er mit Venstre. Et Venstre, som både rækker hånden ud til dem, som vil bidrage og respektere vores værdier. Et Venstre, som vil stille krav og være konsekvent overfor dem, som ikke vil.

I et langt namedroppingafsnit mener Jalving, at jeg skal besøge europæiske byer for at lære om integrationsproblemer. Jeg ved, at vi desværre ikke behøver at søge uden for Danmarks grænser for at møde problemerne. Det har besøg i Værebro Park-bebyggelsen, Gellerupparken og andre ghettoer vist mig.

Det lagde jeg heller ikke skjul på i min kronik. Blandt andet med følgende afsnit: »Der er mange ting, som jeg og Venstre vil lave om, hvis vi får flertallet til det, og der er mange områder, hvor vi kan gøre integrationen meget bedre.«

Bedre integration gennem øget beskæftigelse samt en ny og markant lavere integrationsydelse for at øge motivationen til arbejde er blot nogle af de steder, hvor der er brug for en ny kurs.

Men jeg forstår da godt, at Jalving nøjes med at sætte ikke én, men begge klapper for øjnene og bl.a. tillægge mig holdninger, jeg ikke har. Ellers ville det jo ikke være muligt at bygge så skrækkeligt et fjendebillede op, og dermed heller ikke muligt at fremstille sig selv i så heltemodigt lys.

Omvendt kunne vi jo også prøve at debattere ud fra vores egne holdninger i stedet for vrangforestillinger om hinanden.

Udlændinge er vigtige

Jeg kender og anerkender problemer med integrationen i Danmark. Jeg mener, at vi skal være langt mere selektive i hvem, der får lov til at komme til Danmark. Og samtidig langt mere konsekvente i at sende kriminelle udlændinge ud af landet.

Men det rokker ikke ved min pointe. Nemlig at udlændinge i dag er en afgørende faktor i forhold til arbejdskraft i danske virksomheder, og at Danmark ville være et fattigere land, hvis de titusindvis af udlændinge, som arbejder i virksomheder fra Novo og Lego til rengøringsfirmaer og servicebranchen, ikke længere bidrog til Danmarks produktion.

Samt at vi skylder dem og os selv at fortælle hele historien om udlændinge i Danmark.

Dansk tiltrækningsevne

En historie, som er meget længere og bredere, end personer med ensporet tankegang bryder sig om at erkende.

Et nyt svar fra Finansministeriet viser, at væksten i arbejdsstyrken fra i år til 2025 vil være ca. 80 pct. lavere uden indvandring, og dermed vil Danmark miste en afgørende del af den økonomiske vækst, hvis vi ikke evner fortsat at kunne tiltrække personer, som kan og vil arbejde i Danmark.

Udviklingen i udenlandsk arbejdskraft og økonomisk gevinst hænger selvfølgelig uløseligt sammen med at de, der så kommer, evner at bidrage og integrerer sig i Danmark.

Netop derfor vil jeg have en lettere vej til Danmark for personer, som kommer fra lande, hvor det er hurtigere og nemmere at blive integreret. Omvendt mener jeg, at vi bør begrænse mulighederne for at komme til Danmark fra de lande, hvorfra integration er sværere.

Jeg insisterer derfor på at tro, at danskerne er kloge nok til at forstå en udlændingepolitik, som på den ene side byder velkommen til dem, som kan og vil arbejde, bidrage og respektere vores værdier i Danmark, og som på den anden side lukker ned for dem, som ikke evner, eller som mangler viljen til at efterleve danske værdier.

Selv efter at have læst Jalvings indlæg mener jeg, at danskerne er kloge nok – i hvert fald de fleste.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.