JP's ejere giver fuld støtte til chefredaktør
Efter kritik af, at JP ikke har bragt tegninger fra Charlie Hebdo, melder formanden for fonden bag avisen sig nu på banen med fuld støtte til beslutningen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, kritiseres i disse timer, fordi han har fravalgt tegninger fra det franske satiriske magasin Charlie Hebdo.
Har han og avisen som sådan svigtet ytringsfriheden? Naturligvis ikke. Avisen har i mange år under skiftende chefredaktører truffet dristige beslutninger og givet grønt lys for at trykke samfundsvigtige reportager og holdninger. Sådan vil det også være i fremtiden.
Muhammed-tegningerne er en helt speciel sag. Efter offentliggørelsen af disse tegninger har avisen levet med attentatplaner, bombetrusler og mordforsøg på en tegner. Indtil nu heldigvis uden tab af menneskeliv. Jyllands-Posten er et af de mest truede bladhuse i verden, hvorfor det er nødvendigt med svære beslutninger.
Fjenden består af fanatikere, som er klar til at bruge alle midler og ikke skåne menneskeliv, som vi har oplevet det i Paris.
Spørgsmålet er derfor: skal Jyllands-Posten bevidst ofre menneskeliv ved at optrykke gamle tegninger eller producere nye?
Svaret er naturligvis nej.