Forsvaret har mistet sit fokus i en politisk Djøf-tåge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis forsvaret glemmer at gøre sig relevant for den danske udenrigspolitik, vil det sygne hen og fremstå som et uvæsentligt parallelsamfund, der gradvist vil forsvinde i glemslen gennem flere og flere nedskæringer. Tilbage vil stå en bunke ubetalelige kampfly, som kan bombe lidt hist og her for at tilfredsstille vores amerikanske venner.

Mange af de store offentlige institutioner har gennem de seneste år været udsat for organisatoriske effektiviseringsforsøg, hvor det forventes, at der leveres det hele for det halve – sådan lover de ”dygtige” offentlige Djøf-ledere i hvert fald deres politiske sponsorer. Forsvaret er ingen undtagelse, og resultatet er, at Danmark er ved at miste en vigtig udenrigspolitisk kompetence: Et forsvar, der modsvarer nutidens reelle trusler.

Forsvarsforliget i 2013 gjorde gennem ca. 15 pct. besparelser op med en forældet kommandostruktur og markerede skiftet fra den overståede landkrig i Afghanistan til de nye krav i fremtidens konflikter.

Vaklende forsvar

Med udsigten til yderligere besparelser efterlader forliget imidlertid forsvaret usikkert og vaklende, ikke kun af størrelse, men også af gørelse. Forsvaret må derfor gøre op med sig selv, hvilket fokus det vil have.

Det er ingen let opgave. Vælger forsvaret et forkert fokus, risikerer man også, at det bliver ubrugeligt ad åre i den overordnede danske sikkerhedspolitiske strategi. Men det er her, forsvarets ledere skal leve op til deres jobbeskrivelse som generaler, der skal kunne tage sunde og svære militærstrategiske valg.

Modige valg og fravalg

På baggrund af grundige analyser skal der foretages modige valg og fravalg frem for at tage det tilsyneladende ”sikre” ikkevalg. Det er et ikkevalg at påstå, at det danske forsvar skal kunne løse alle opgaver for stadig færre midler, blot med et par organisatoriske ændringer. Et ikkevalg tegner en dyster fremtid, der medfører en tom og ubrugelig organisation, når det kommer til at skulle levere i den skarpe ende. Forsvaret skal naturligvis ikke definere sine endelige opgaver selv, men det skal definere, hvilke opgaver danske militære styrker er gode til, og hvilke opgaver de er knap så gode til i nutidens konflikter. Hvis forsvaret tror, at det enten kan eller skal være god til alt, fejler det.

En anden alvorlig risiko er, at de interne uenigheder i forsvaret lammer beslutningsprocessen, og forsvarets holdning kan da blive, at det ingenting kan, fordi det ikke får penge nok.

Hærens og søværnets operative kommandoer samt flyvertaktisk kommando eksisterer som bekendt ikke længere. De tre nye kommandoer, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen og Værnsfælles Kommando, er derfor et fundamentalt organisatorisk opgør med det traditionelle forsvar, som før var bestemt ud fra vand-, land- og luftoperationer. Med den nye struktur lægges der i højere grad op til, at operationerne er bestemt ud fra den enkelte opgave, der bliver udstukket fra Christiansborg. Men i den nye organisation sidder de samme folk som i de gamle kommandoer. De skal nu revurdere deres opgavefokus, og heri ligger en stor udfordring – et mentalt internt opgør i forsvarsledelsen.

Arktisk Kommando skal ikke fokusere for meget på suverænitetshåndhævelse af Grønland. Den bør derimod medvirke til at sikre Rigsfællesskabets indflydelse generelt i det arktiske område ved at gøre sig anvendelig til andet end operationer med udgangspunkt i Grønland.

Specialoperationskommandoen skal ikke fokusere for meget på at skabe flere og dygtigere elitesoldater. Den bør derimod sikre udvikling af særlige kompetencer som f.eks. kultur- og sprogforståelse, cyberwarfare samt udvikling af nye og usete løsninger på nutidens konflikter.

Værnsfælles Kommando skal ikke fokusere for meget på det dyre isenkram – jagerfly, krigsskibe og kanoner – men derimod sikre, at vores fodsoldaters, piloters og søfolks mange erfaringer bliver lært og implementeret i fremtidige operationer.

Og hele forsvaret, alle kommandoerne, bør øge deres kapaciteter i forhold til samtænkte operationer med statens øvrige institutioner.

Klar besked til politikerne

Men frem for alt skal der være en samlet forsvarstop, der klart kan fortælle vores politikere, hvordan der rent militært bør prioriteres. Hvis forsvaret holder fast i sin gamle værnstænkning, som dominerede i den gamle kommandostruktur, vil forsvaret fremstå fragmenteret og usikkert, når der bliver kaldt på det i fremtiden. Og politikerne ønsker ikke at anvende et usikkert middel i en potentielt risikabel udenrigspolitisk mission.

Forsvaret skal som nævnt også selv tage stilling til den udenrigspolitiske situation og byde ind med relevante sikkerhedspolitiske analyser til vores folkevalgte politikere, ikke kun for oplysningens skyld, men også for at besidde vægtige argumenter, når politikere toner frem som strategiske generaler og hurtigt og populistisk fortæller, hvordan slaget skal slås. Et godt eksempel er den nyopståede frygt for den russiske bjørn (en bjørn, der i øvrigt ikke synes nogensinde at have været mere svag). Skal forsvaret her spille med på koldkrigsscenarier, hvor der italesættes behov for et invasionsforsvar, som vil kunne imødekomme en russisk invasion fra Baltikum? Eller skal forsvaret holde fokus på bolden og fortsat koncentrere sig om de asymmetriske krige, som vi primært ser udspille sig i de varme lande? Ja, her ligger svaret nok implicit, men det vigtigste er at vide, at forsvaret ikke kan det hele.

Der skal vælges

Forsvaret i dag kan ikke holde fokus på den fortsatte direkte sikkerhedsmæssige og økonomiske trussel fra områder uden en fungerende stat, såsom Syrien, Irak, Libyen, Mali, Somalia, Sudan, Vestsahara, Yemen, DRC osv., hvis forsvaret samtidig skal opretholde et invasionsforsvar mod f.eks. russerne. Og forsvaret kommer aldrig til at få penge nok til begge ting, så der skal altså vælges.

Vores generaler skal have plads af vores politikere til at være generaler, som forholder sig til at imødegå den aktuelle og reelle trussel, som Danmark møder i dag. De skal ikke være juridiske og økonomiske organisationsledere, altså Djøf’ere, der kan få et regneark til at se pænt ud.