Hvorfor flyver russerne aggressivt over Østersøen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I fredags fløj et russisk militærfly igen faretruende tæt på et civilt passagerfly. Spørgsmålet, man bør stille sig, er, hvad ønsker russerne at opnå med disse flyvninger?

Som en del af Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje overfor Vesten og Nato udføres i stigende grad strategiske og aggressive flyvninger, ikke mindst over Østersøen. Alene i 2014 har Nato-lande foretaget 400 såkaldte ”intercepts” af russiske militærfly. Det er en stigning på 50% i forhold til 2013. Som konsekvens har Nato blandt andet styrket den i forvejen betydelige Air Policing-mission over Baltikum.

Den øgede russiske aktivitet kan også mærkes i Danmark, hvor danske F-16 fly oftere og oftere er på vingerne for at afvise russiske militærfly. Aktiviteten er så stor, at man har måttet øge kapaciteten i afvisningsberedskabet fra 2 til 4 F-16 fly døgnet rundt - en ikke ubetydelig kapacitetsforøgelse for et flyvevåben, der også har 7 F-16 fly udsendt til Irak til bekæmpelse af Islamisk Stat.

De russiske fly udfører forskellige typer øvelser og rekognoscering, herunder meget tætte passeringer af vestlige fly og skibe med få meters afstand, som det tydeligt blev dokumenteret af en norsk F-16 pilot på en video offentliggjort i sidste uge.

Ifølge rapporten ”Dangerous Brinkmanship” fra European Leadership Network har russiske militærfly været involveret i 29 såkaldte ”air incidents” i 2014, hvoraf 9 havde særlig alvorlig karakter. Disse hændelser inkluderer eksempelvis et simuleret angreb på Bornholm samtidig med folkemødet i juni måned, tætte overflyvninger af Nato-skibe i Sortehavet med armerede missiler, mm.

Sådanne aggressive og provokerende flyvninger i internationalt luftrum blev hyppigt udført af begge supermagter under den kolde krig. Men hvilke formål tjener de?

For det første kan man pege på rent militære formål. Simulerede angreb anvendes til at teste fjendens luftforsvar og responstid - eller mangel på samme. Eksempelvis da russiske fly uhindret udførte simulerede bombninger mod svenske militærinstallationer langfredag 2013, hvor Sverige ikke havde afvisningsberedskab klar. Denne hændelse skabte betydelig politisk debat i Sverige, hvis sikkerhedspolitik som neutralt land er væsentlig afhængig af et troværdigt forsvar.

De russiske flyvninger kan således anspore sikkerhedspolitiske debatter, også i Danmark, der til sammenligning med vores skandinaviske naboer bruger væsentlig færre ressourcer på luftforsvar. I den forbindelse giver de russiske flyvninger også anledning til at diskutere, hvorvidt koordinationen mellem civile og militære flyveledere på tværs af grænserne er god og hurtig nok.

For det andet, og væsentlig mere interessant, kan flyvningerne tjene politiske formål. En traditionel magtpolitisk fortolkning er, at Rusland med de aggressive flyvninger søger at sende såkaldt ”troværdige signaler” om sin udenrigspolitiske linje, og dermed vise Vesten, herunder i særdeleshed mindre europæiske lande, at man fortsat er villig til at sætte hårdt mod hårdt og bruge militære instrumenter til at nå udenrigspolitiske mål. Rusland søger således med konkrete handlinger at troværdiggøre sin hårde udenrigspolitiske retorik i en tid, hvor man er kraftigt presset af økonomiske sanktioner, bl.a. illustreret af den russiske nationalbanks rentestigning på 6,5 procentpoint tidligere på ugen.

De aggressive flyvninger medfører imidlertid en væsentlig risiko for ulykker og konflikteskalation. Russiske militærfly har mindst to gange fløjet faretruende tæt på civile rutefly over Østersøen. I marts 2014 måtte et SAS fly med 132 passagerer således undvige et russisk militærfly, der passerede indenfor 90 meters afstand, og i fredags var et russisk militærfly altså igen indenfor sikkerhedsgrænsen på 5 sømil (9 km.) af et passagerfly, denne gang fra Cimber Air. Under hændelsen i fredags advarede det svenske luftvåben de civile luftfartsmyndigheder, således at Cimber flyet kunne ændre sin kurs.

De aggressive russiske flyvninger indebærer en reel og væsentlig risiko for en ulykke med mange civile ofre, og sandsynligvis efterfølgende konflikteskalation. Vi ved fra flere episoder under den kolde krig, at små fejltagelser i anspændte situationer med armerede våben kan ende med forfærdelige fejltagelser.

Et sovjetisk kampfly nedskød i 1983 ved en fejl Korean Airlines KAL007 på vej fra New York til Seoul med 269 passagerer om bord, sandsynligvis fordi ruteflyet kom ind i sovjetisk luftrum samtidig med et formodet amerikansk spionfly. I 1988 blev Iran Air IR655 med 290 passagerer skudt ned af den amerikanske flåde, sandsynligvis fordi besætningen på et amerikansk flådefartøj troede, at ruteflyet var et angribende iransk jagerfly.

Aggressive flyvninger er en farlig måde at sende udenrigspolitiske signaler på, der kompromitterer sikkerheden for civil lufttrafik. Rusland og Vesten bør derfor gøre sig større bestræbelser på at anvende andre kommunikationsveje.