Reform af forligskulturen på Christiansborg?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Politiske reformer gennemføres løbende for at tilpasse Danmark til nye krav og betingelser. Måske tiden snart er inde til, at politikerne retter reformblikket mod sig selv.

Forligskulturen på Christiansborg betyder, at forlig i praksis er ubrydelige. Hvis et forlig først effektueres mange år efter, at det er indgået, kan det have den konsekvens, at forligspartierne er nødt til at gennemføre initiativer, som tiden eller samfundsudviklingen er løbet fra. At omgøre et forlig kræver, at samtlige partier er enige, og det er i praksis umuligt.

Jeg vil her som eksempel nævne trafikforliget fra 2008 om en fast Femern-forbindelse. Den blev forligsbundet i 2008, men der skal først stemmes, ja i Folketinget i foråret 2015. I hele perioden fra 2008 til i dag er der imidlertid løbende kommet nye afgørende forudsætninger og dokumenter:

Først finanskrisen, der kom umiddelbart efter forliget, så skift fra bro til tunnel i 2011, en miljøvurdering i 2013, ny trafikprognose i 2014 og ny samfundsøkonomisk analyse til næste år. Problemet er bare, at uanset hvad der er kommet frem efter 2008, er der beslutningsmæssigt ikke noget at bruge informationerne til. Ja-stemmerne blev billedlig talt lagt i kuverter i 2008 til senere brug.

Der har derfor hvilet et pres på embedsværket om, at al dokumentationsmateriale fra 2008 og fremefter nødvendigvis skulle pege i retning af, at 2008-forliget var fornuftigt. Der er nemlig ingen vej tilbage, så ny viden eller kritik skal ties ihjel eller slås tilbage.

Her kan man så med bekymring referere til Jesper Tynells nye bog ”Mørkelygten”, hvor topembedsmænd erklærer, at løgn vil de ikke medvirke til, men vildledning er i orden, hvis det styrker ministerens sag.

Man kan jo ikke sige, at det er udemokratisk, at politikerne i 2008 valgte en dybest set ubeskrevet løsning til små 60 mia. kr. Men var det virkelig nødvendigt i 2008 at fremdatere en anlægsbeslutning?

Kunne man ikke bare have vedtaget en ambitiøs planlægning og forundersøgelse og så lade partierne stå frit, når alt materiale forelå? Kan politikerne virkelig mene, at det gavner den folkelige støtte til det parlamentariske arbejde, at de helt bevidst fraskriver sig retten til overhovedet at kunne reagere på ny indsigt igennem hele syv år?

Særskat på Storebæltsbroen

Et andet eksempel er trafikforliget i 2009 ”En grøn transportpolitik”. Her disponerede politikerne 100 mia. kr. i ét eneste kæmpe trafikforlig. Man aftalte bl.a., at fra 2015 til 2022 skal der hentes i alt 9 mia. kr. i Storebæltsforbindelsens kasse til at medfinansiere den lange liste af store og små trafikprojekter, som trafikpolitikerne hver især havde på ønskelisten.

Udover det mærkværdige i, at bilisterne på Storebælt skal betale en særvejskat, er det så rimeligt, at der helt tilbage i 2009 skulle disponeres et så gigantisk stort beløb helt frem til 2022? Burde der ikke være udløbsdato på forligsstof, der ikke er konkret iværksat eller kontraktbundet?

Er tiden ikke inde til, at Folketinget helt frivilligt undersøger sin egen forligskultur og vedtager et sæt etiske spilleregler, der luger ud i selvvalgte spændetrøjer, som ikke giver mening hos andre end politikerne selv?