Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Politisk korrekthed

René Kristensen, Rasmus Hougårdsvej 18B, Randers SØ

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hr. Sven B. Nielsen fra Esbjerg skriver 16/11 et læserbrev i JP om den politiske korrektheds rødder i Danmark.

Herligt, at andre end jeg selv har opfattet den politiske korrektheds gerninger og alt dens væsen som værende Danmarks elites værktøj til at holde den såkaldt almindelige dansker nede. Dernede hvor troen på sig selv, egne meninger, viden, behov, religiøs tro og ønsket om et godt liv for sig selv og sin familie bliver nedgjort af denne elite til at være den lallende almues uakademiske og dermed useriøse tilgang til livet.

Naturligvis bør den politiske korrektheds tyranni afvises som det, den tydeligvis er: et ønske om at fremme egne økonomiske og magtmæssige interesser under dække af omsorg og kærlighed til næsten.

En sådan afvisning medfører imidlertid for de fleste danskeres vedkommende et uoverstigeligt problem, idet den politiske korrektheds iværksættere ofte har en akademisk baggrund. Mange af dem er iført hvide kitler, kigger i mikroskoper, lytter til stetoskoper, forstår sig på biologiske fænomener, er velformulerede og har kontakter i politik.

Hvordan argumenterer man imod en sådan overmagt, når ens egen uddannelsesmæssige baggrund ikke giver anledning til optagelse i Blå Bog? Måske allerhøjst i Den Blå Avis.

Det er således meget lettere at indordne sig. Bøje sig under den politiske korrektheds åg. Være en artig dreng og pige og gøre, som far og mor siger. Så slipper vi nemlig også for alt bøvlet med at skulle argumentere med mennesker, som overhovedet ikke ønsker at argumentere med den jævne dansker – almuen – Balle- Lars – dem der kun har gået i ”den stråtækte”. Kald dem, hvad du vil. Meningen er den samme.

Indordner man sig og synger med på refrænet, slipper man også for at udstille sin egen uvidenhed og det, vi måske selv tror er dumhed. For er der noget, vi danskere er hunderædde for, er det, at andre skal tro om os, at vi er uvidende og dumme.

Og endnu værre: at andre skal opdage, at det måske er præcis det, vi er.