Sort snak om landbrug
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er kort og godt en omgang vrøvl, når Vagn Lundsteen fra Bæredygtigt Landbrug endnu en gang påstår, at fordi kvælstof er naturligt forekommende, skader landbrugets udledning ikke vores vandmiljø (JP 21/11). Det vil svare til at konkludere, at fordi CO2 er naturligt forekommende, udgør udledningen af drivhusgasser ikke et problem for vores klima. Det er jo noget sludder.
Det danske vandmiljø har det ikke godt nok i dag. Og eksperterne er enige om, at det i høj grad skyldes landbrugets udledning af kvælstof. At forsøge at underspille landbrugets rolle eller skyde skylden på andre i arbejdet for at forbedre vandmiljøet er ikke retvisende og sagligt.
Jeg vil dog samtidig gerne slå fast, at jeg – som VL hævder – bestemt ikke negligerer konsekvenserne af de overløb, der opstår, når kloakkerne ikke kan håndtere enorme regnmængder, hvorefter spildevandet bliver lukket ud i vandmiljøet. Det er klart, at det kan skade naturen, når et overløb ender i et af vores mange vandløb.
Derfor er der allerede gjort en masse for at begrænse antallet af overløb ved at lave bassiner til vandopsamling og separere kloakker, så de bedre kan håndtere kraftige regnskyl. Det er et arbejde, der skal fortsætte, og på samme måde skal landbruget nedbringe sin udledning af kvælstof, så vores kystvande og fjorde kan få det bedre.