Kan vi tro på klimamodellerne?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En ny rapport fra DMI om fremtidens vejr i Danmark har skabt overskrifter. Ifølge rapporten kan vi blandt andet forvente meget hyppigere og kraftigere storme på grund af den menneskeskabte globale opvarmning. Men er der grund til at tro på disse forudsigelser? De bygger ikke på observationer, men på modelberegninger med de samme klimamodeller, som blev anvendt ved udarbejdelsen af den seneste rapport fra FN’s klimapanel IPCC. Og disse modellers fremskrivning af klimaet er i stigende konflikt med virkeligheden.

Klimamodellerne bygger på en antagelse om, at den menneskeskabte udledning af drivhusgasser, især CO2, er den dominerende drivkraft for klimaændringer. Det er videnskabeligt veletableret, at denne udledning vil bevirke en opvarmning, men størrelsen er i virkeligheden meget usikker. Det afgørende spørgsmål er, om det er rigtigt, som modellerne antager, at forøget vanddamp i luften og ændringer i skydækket vil give en kraftig forøgelse af opvarmningen.

Meget tyder på, at denne forøgelse er blevet stærkt overvurderet. Der er således i den seneste tid blevet publiceret en række artikler i den videnskabelige litteratur, som ud fra en analyse af observationer af klimaets udvikling i det seneste århundrede når frem til en meget mindre klimafølsomhed over for den stigende udledning af CO2.

Åbenbar modstrid

Den mest åbenbare modstrid mod modellernes forudsigelser er den udeblevne globale opvarmning gennem de seneste 15 år, hvor udledningen af CO2 har været større end nogensinde på grund af den stærke økonomiske vækst i især Kina og Indien. Utallige forklaringer er blevet foreslået, men konflikten med modellerne er uomtvistelig.

Et andet problem er den stigende udstrækning af havisen omkring Antarktis, der strider mod modellernes forudsigelse af afsmeltning ved både den nordlige og den sydlige pol. Disse og mange andre fænomener viser, at naturlige klimavariationer spiller en meget større rolle end hidtil antaget. Således er det typisk for tidligere tiders klimasvingninger, observeret f.eks. gennem boringer i isen i Grønland og i Antarktis, at de kan være i modsat fase i nord og syd.

Et akademisk problem

Modellerne har haft endnu større problemer med at beregne regionale klimaændringer.

Hvad kan observationer fortælle os om den påståede tendens til hyppigere storme i området omkring Danmark? I en artikel publiceret i 2008 undersøgte en international gruppe af forskere – med deltagelse af forskere fra DMI – udviklingen af vindforholdene i det nordeuropæiske og nordatlantiske område siden 1830. Konklusionen var klar: »Der er ringe evidens for, at midten og slutningen af det nittende århundrede var mindre stormfulde end nutiden, og der er intet tegn på en vedholdende forøget stormfuldhed forbundet med global opvarmning. (…) Det giver måske en advarsel til dem, som foreslår, at menneskeskabt drivhusopvarmning giver en forøget stormfuldhed uden for det tropiske område. Dette er hverken indikeret af vore eller andre publicerede resultater af observationer for det nordøstlige atlantiske område gennem de seneste 150 år.« (Min oversættelse).

Overdreven tillid til klimamodeller er ikke blot et akademisk problem. Vore politikere accepterer ukritisk modellernes fremskrivninger og arbejder for en energipolitik i Europa, som vil medføre yderligere lavvækst og tab af job i fremstillingsindustrien.