Demokratiets eneste håb er kurderne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mens Islamisk Stats (IS) brutalitet i Syrien og Irak fortsætter, har vi i Vesten overvejet muligheder for at komme problemet til livs. Man kan spørge sig selv, hvorfor Danmark bør indblandes i en konflikt, som er så fjern fra dagligdagen herhjemme. IS-problematikken er netop et problem, som også berører Danmark, da den inkluderer tre centrale hensyn; et integrationshensyn, et økonomisk hensyn og et solidarisk hensyn.

Først og fremmest indebærer IS-terroren, at tusindvis af lokale indbyggere må flygte fra en kaotisk tilværelse. Disse folk ender i flygtningelejre i nabolandene, og derfra søger de med stor sandsynlighed mod Europa. Således stiger antallet af flygtninge, som banker på Danmarks dør for asyl.

Skavanker i integrationen

At disse flygtninge har hjemme i regioner og kulturer, som umiddelbart er fjerne fra det, som vi kender herhjemme, giver anledning til integrationsproblemer. Således er det i Danmarks interesse at sikre fred og stabilitet i de regioner, hvor IS p.t. er, og dermed forebygge en flygtningestrøm.

I en analyse fra Rockwool Fonden fremgår det, at 5.000 nye indvandrere fra ikkevestlige lande koster samfundsøkonomien ca. 2,1 mia. årligt.

Kurderne vil demokrati

Siden juni har IS myrdet løs og ageret nådeløst over for dem, som tilfangetages, bl.a. har man halshugget to amerikanske journalister, to britiske nødhjælpsarbejdere og utallige lokale, massakreret kurdiske ezidier og solgt kvinder som sexslaver.

De kurdiske forsvarsstyrker (YPG) bekæmper denne sataniske gruppe i Syrien, dog med begrænsede ressourcer. I skrivende stund forsvarer YPG stadig byen Kobani.

Ideologisk adskiller de syriske kurdere sig markant fra IS. Mens sidstnævnte ønsker et samfund forvaltet af sharialov, ønsker kurderne et demokratisk, heterogent og egalitært samfund, hvad angår køn, religion og etnicitet – et ønske, som kommer til udtryk i deres selvudråbte autonome region, Rojava, som er stærkt inspireret af den schweiziske demokratistyreform.

Skønt kampgejst og viljestyrke er til stede hos kurderne, kan manglende adgang til avancerede våben og ammunition meget vel blive en hindring for sejr.

Den irakiske hær forlod Mosul i al hast, da IS annekterede byen i juni, og efterlod tungt artilleri. IS har eksempelvis amerikanske Abrams-kampvogne og amerikanske Humvees. Kurderne har derimod gamle, primitive våben, hvoraf nogle stammer fra Anden Verdenskrig, og forældede russiske antikampvognsskyts (RPG). Disse er utilstrækkelige. Kurderne har akut behov for mere avancerede våben.

En habil løsningsmodel

De kurdiske forsvarsstyrker har på nuværende tidspunkt bevist, at de er i stand til at løbe IS over ende, såfremt de har de nødvendige våben. Jihadisterne har nemlig først for alvor skabt problemer for kurderne de seneste måneder, efter at IS har anskaffet avancerede våben.

Våbenforsyninger til den kurdiske front i Syrien er derfor en habil løsningsmodel for Vesten og Danmark. Den er tilmed billigere. At forsyne kurderne med våben er mere økonomisk og samtidigt mindre forpligtende. Fysisk tilstedeværelse for Danmark koster mere og forpligter Danmark til en proaktiv deltagelse i den udsatte regions opbygningsfase.

Opfordring til Lidegaard

Vælges der en løsningsplan, som går på at våbenforsyne kurderne, overlades regionens rehabiliteringsproces derimod til kurderne.

Dermed er dette også en opfordring til udenrigsminister Martin Lidegaard om at gribe til handling. Kurderne i Syrien kan meget vel være demokratiets eneste håb i Mellemøsten – og det bør Danmark støtte.