Dyrt er et relativt begreb

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lige inden nytårsfreden sænkede sig over det ganske land, offentliggjorde Jyllands-Posten (29/12) en kortlægning af prisniveauet for behandlingen af de mest udsatte unge i Danmark: 3 mia. kr. bruger kommunerne på utilpassede – typisk unge.

Undersøgelsen, der omfatter 60 kommuner, viser, at 2.287 sager koster over 1 mio. kr., 211 sager koster mellem 2 og 3 mio. kr., mens 76 koster over 3 mio. kr.

Disse tal, som vel at mærke på ingen måde er hverken nye eller overraskende, faldt blandt andre Venstres Eyvind Vesselbo så voldsomt for brystet, at det fik Venstres socialordfører til i TV Avisen (29/12) at kræve kommunal undersøgelse af forbruget. Og af effekten af arbejdet med de udsatte unge. Som om det ikke foregår i den rigtige verden …

Han henviste desuden til en række kontrakter, han havde haft adgang til at gennemgå, og stillede så det, nogle ville kalde det uartige – men i al fald retoriske spørgsmål: Går pengene så til lederne eller børnene?

Las os slå fast

Lad os forsøge at slå det helt fast vedr. døgninstitutionerne i Danmark:

Der udskrives ikke blanko-checks på millionbeløb.

Alle anbringelser indeholder som udgangspunkt en grundlæggende præcisering af den enkelte unges behov og succeskrav til ydelsen.

Ledernes løn er fastfast enten gennem offentligt tilgængelige overenskomster eller aftaler med de bestyrelser, der har arbejdsgiveransvar for driften og kerneydelserne.

Alle behandlingsforløb evalueres og indgår i talrige dokumentations- og effektmålingsundersøgelser og systemer.

Rede til diskussion

Vi vil rigtig gerne gennemgå procedurer og driftsvilkår med Eyvind Vesselbo, Joachim B. Olsen, Cepos og alle andre, der bærer rundt på forestillinger om, at anbringelsesområdet er landet, hvorfra det flyder med mælk og honning.

Vi vil rigtig gerne diskutere fordele og ulemper ved statslig styring eller markedskræfternes velsignelser og sammenhængen mellem pris og kvalitet på døgninstitutionerne.

Men ligesom man på hospitalerne næppe kan finde tid til at diskutere en sammenligning af, hvad samaritterne kan på Roskilde Festival, med hvad man kan på Rigshospitalets kræftbehandlingsafdeling, har vi det lidt på samme måde:

Den specialiserede viden, der findes på blandt andet døgninstitutionerne, som skal matche de mest udsatte børn og unges behov for omsorg, læring og dannelse, kan ikke sammenlignes med de meget billigere tilbud som for eksempel slægts- og familieplejeanbringelser, der i parentes bemærket er en vigtig del af anbringelsesviften – til de børn, der kan profitere af den type anbringelser.

Specialiseret, ikke dyrt

Vi foretrækker at kalde vores behandlingsarbejde specialiseret, ikke dyrt.

Fordi ”dyrt” er et relativt begreb. Vi tænker det som en investering i menneskers liv. Som en måde at være anstændig på. Præcis som med behandlingen af somatiske sygdomme.

Grundlæggende undrer vi os over, hvorfor det vedholdende er virkninger af psykiske/fysiske belastninger efter vold, misbrug og fravær af omsorg, som nogle politikere har så travlt med at problematisere behandlingsprisen på.

Komplekse problemer kræver komplekse løsninger. De kan være – nåh ja – dyre, men de skal være virkningsfulde.

Når et barn – eller en politiker – får en alvorlig sygdom, skal vi jo heller ikke stå og diskutere, hvem der skal foretage operationen: Samaritten eller overlægen, vel?