Justitsmord på Malmros

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er næppe tvivl om, at Nanna Frank Rasmussens nedsabling af Nils Malmros’ ”Sorg og glæde” (14/11) vil gå over i filmhistorien som et justitsmord på niveau med litteraturkritikeren Frederik Schybergs herostratisk berømte forsøg på at tilintetgøre Karen Blixens ”Syv fantastiske fortællinger”.

Malmros’ film er vitterligt en af de bedste danske film, der nogen sinde er lavet, og det virker grotesk, når JP’s anmelder siger, at det er ”en mærkeligt uengageret publikumsoplevelse og ikke mindst som film betragtet en meget uadræt affære.” Nanna Frank Rasmussen kan jo for det første ikke vide, hvordan publikum vil opleve filmen. Derfor har hendes gætterier i den anledning intet med filmkritik at gøre, men svarer til at læse i kaffegrums. Jeg kender ikke nogen, som ikke er dybt bevæget af ”Sorg og glæde”.

Film eller håndboldkamp

Når anmelderen for det andet kalder filmen for en ”uadræt affære”, mener hun åbenbart, at film skal være som en håndboldkamp.

Jeg gad da nok vide, hvilken anden dansk film der er fortalt med Malmros’ suverænt flydende, ubesværede og eftertænksomme rytme og med denne stramt beherskede kontrol over de mindste filmiske virkemidler samt med dette dybt harmoniske og indforståede forhold til skuespillerne.

Men anmelderen er blind for netop Malmros’ sublime filmiske virkemidler og forsøger i stedet at reducere filmen til instruktørens private ”terapi”.

Nu tjener stor kunst jo ofte et terapeutisk formål, så sandt som kunsten netop kan have en forløsende virkning. Det vidste allerede de gamle grækere, som kaldte denne virkning for katarsis. Og mange af os opsøger kunsten for bl.a. at opleve en katarsisk renselse. Det hører til kunstens natur og er derfor ikke et gyldigt kritikpunkt.

Anmelderens ugyldige kritik

Gyldig bliver kritikken kun, hvis anmelderen kan dokumentere, at filmen udelukkende tjener til Malmros’ egen katarsiske terapi og således ikke når ud over rampen. Og det kan hun ikke.

Det er netop Malmros’ kunst, at han formår at stilisere sine personlige smertepunkter ud i film, som har en fuldstændig almen gyldighed.

Denne kvalitet gjorde hans filmtrilogi ”Lars Ole 5.C”, ”Drenge” og ”Kundskabens træ” om barndom og ungdom i Aarhus til helt almene værker om, hvad det ville sige at være barn og ung i 1950’erne.

Malmros formår den vanskelige kunst at grave så dybt i det personlige, at han når om på den anden side af sine egne oplevelser og får fat i almene erfaringer om, hvad det vil sige at være menneske.

Følelser, som vi alle kender

Og det gælder i enestående grad også ”Sorg og glæde”: Skønt filmen er baseret på personlige erfaringer så ekstreme, at de heldigvis kun kendes af de allerfærreste, formår Malmros også her at skildre følelser, som vi alle kender til. Ethvert menneske har brug for den fundamentale oplevelse, at kærligheden tilgiver alt. Uden den ville vi alle være ilde stedt.

Det mirakuløse ved en film som ”Sorg og glæde” består da i, at filmens forunderlige og sammensatte kombination af netop sorg og glæde gennemstrømmer hele forløbet: Sorgen over det ufattelige er forbundet med den lige så ufattelige glæde over, at det dog er muligt at komme videre takket være den katarsiske forløsning, som alene findes i den medmenneskelige kærligheds kraft.

Derfor oplever vi, at vi ikke blot går tårevædet, men også dybt styrket og befriet ud fra en film om det frygteligste af alt.