Det autoritære menneske får større indflydelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Presset i retning af det politisk korrekte, autoritære samfund har været vedholdende de seneste 10-15 år. Det begyndte for alvor med en socialdemokratisk amtsborgmester i Vejle, der ville bestemme, om ansatte i teknisk forvaltning måtte ryge, når de oprensede en å.

Nu er rendyrket tvang blevet stuerent nok til, at kommuner som Allerød, Aarhus og Helsingør med forskellige politiske flertal følger efter. Hospitaler har fundet nogen, der kan lugte røg gennem et åbent vindue. Det bruger de så til at forringe arbejdsforholdene for en masse ansatte i stedet for at bede rygerne holde sig fra åbne vinduer. DSB hopper også på bølgen til nytår, og Skats rygere skal stemple ud, mens de, der bruger deres små timeouts på Facebook eller småsnak om den nye kæreste, ikke skal. (»Tja, jeg er jo ikke ryger«, siger de fleste og trækker på skulderen).

Forhandlingsmodel smadres

Rygerne er kun isbrydere; alle spændes efterhånden ind i et stadig tættere net af kontrol og sanktioner. Vi overvåges i flere og flere sammenhænge uden at vide det. (»Men jeg har jo ikke noget at skjule.«). Det er blevet legitimt, at arbejdsgivere blander sig i de ansattes vægt, uanset om de kan passe arbejdet (»Nåh, jeg er jo ikke overvægtig.«)

Politikere vil have lovgivning om amning på cafeer, selvom der er masser at vælge imellem (»Jeg går jo sjældent på café.«), og Helle Thorning- Schmidt smadrer den danske forhandlingsmodel, mens hun siger, at hun respekterer den (»Godt, jeg ikke er skolelærer.«)

Man kommer til at tænke på Martin Niemöllers digt, hvor han ser tilbage på den autoritære udvikling, han ikke indså rækkevidden af, før det var for sent:

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.

Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.

Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.

Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.

Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Det samme etiske udgangspunkt

Selvom det naturligvis og heldigvis ikke er der, vi er nu, er der noget parallelt og stærkt urovækkende ved den tankegang, der præger Danmark og store dele af Europa i dag: Hvis bare det ikke går ud over mig lige nu, er det da ikke noget problem.

Hvem er så det autoritære menneske, der får større og større indflydelse? Det er en person, der – uanset om vedkommende gør sig det klart eller ej – har den etik bag sine handlinger, at det er legitimt at tvinge andre til at leve efter egne regler, hvis man er overbevist om, at de er rigtige. Det er her kommunisme, religiøs fanatisme, fascisme og sundhedsfundamentalisme mødes.

Det etiske udgangspunkt er det samme og appellerer til den samme mennesketype. Om vedkommende ender som hitlerjugendleder, politisk kommissær for Stalin, religiøs vogter hos Taliban eller fanger rygere i at stå tre meter inden for matrikelgrænsen på en dansk uddannelsesinstitution, er helt afhængigt af den historiske situation, personen lever i.

Pressens automatreaktion

Vi er nu blevet så dresseret af den autoritære påvirkning, at trygheden ved at blive reguleret tiltrækker betydelige grupper i samfundet, der trives i hierarkiske systemer, hvor alle kontrollerer hinanden. Medarbejderrepræsentanter siger i nogle tilfælde ja til tvangsforanstaltningerne. Her er det øjensynligt en blanding af sundheds- og miljøfundamentalisme med en form for fornuftslogik, der giver disse personer god samvittighed over, hvad de gør.

Får vi nogle kurver til at gå den ”rigtige” vej, er det vel godt nok, uanset hvad det gør ved andres opfattelse af livskvalitet. Forskellige interesseorganisationer skubber vedholdende med stadige stramningsforslag på alle fronter, og så snart der er et problem et sted, er det pressens automatreaktion at opfordre politikerne til flere regler, der generer en masse mennesker for at få ram på de få.

Ender som et luksusfængsel

Er vi, for at sætte det hårdt op, stille og roligt på vej mod et samfund, der bliver et luksusfængsel, hvor man kan vente på at dø af kedsomhed, hvis man ikke har lemmingegenet, der elsker at følge flokken i et og alt?