Vi skal ikke bare bevare landdistrikterne, men investere i deres fremtid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har med stor interesse læst socialdemokraten Bjørn Brandenborgs interview i Jyllands-Posten om fremtiden for Langeland og resten af landdistrikterne.

Jeg deler en stor del af hans bekymring. Det er alvorligt, når skoler, plejehjem og lokale tilbud forsvinder. Hver gang vi lukker en institution i et mindre lokalsamfund, risikerer vi at gøre området mindre attraktivt for familier.

Men jeg savner noget helt afgørende i Brandenborgs udspil. Hvor er investeringerne, der skal skabe udvikling, arbejdspladser og fremtidstro i landdistrikterne? Vi kan ikke nøjes med at diskutere, hvordan staten skal betale for at bevare de institutioner, vi har. Vi må også skabe det økonomiske grundlag, der kan sikre dem om 10, 20 og 30 år. Uden virksomheder, arbejdspladser og nye familier bliver det vanskeligere at opretholde skoler, plejehjem, butikker og et levende foreningsliv.

Vi skal tænke langt mere offensivt. F.eks. ved at etablere en ny national erhvervs- og investeringspulje målrettet landdistrikterne. En pulje på eksempelvis 500 mio. kr. over fem år, der kan tiltrække private investeringer, skabe nye arbejdspladser og styrke erhvervsudviklingen på Langeland, Sydfyn og andre steder.

Det skal ikke være endnu en offentlig tilskudsordning uden klare mål. Pengene skal gøre det mere attraktivt at etablere og udvikle virksomheder uden for de større byer gennem investeringstilskud, særlige skattemæssige incitamenter, bedre infrastruktur og udvikling af erhvervsområder. Hvorfor skulle en virksomhed ikke kunne etablere sig på Langeland? Vi skal ikke bare vente på, at de selv opdager mulighederne. Vi skal opsøge dem, præsentere investeringsmuligheder og gøre det lettere at vælge landdistrikterne til.

Og vi skal også sikre bedre muligheder for de virksomheder, der allerede ligger i områderne, og som ønsker at udvide. Det kræver samarbejde mellem staten, kommunerne, erhvervslivet og private investorer. Offentlige midler skal være med til at udløse private investeringer, ikke blot finansiere endnu en ordning. Samtidig skal vi se på kommunernes økonomi, så et svagt skattegrundlag ikke i sig selv tvinger kommuner til at lukke velfungerende institutioner. For hver ny arbejdsplads styrker vi muligheden for bosætning og et mere bæredygtigt lokalsamfund.

Brandenborg peger på staten som en del af løsningen. Det kan den også være. Men staten bør ikke alene betale for at bevare det eksisterende. Den skal også være med til at skabe rammerne for fremtidens udvikling. Og så er der et spørgsmål, vi ikke kommer udenom.

Socialdemokratiet har haft regeringsansvaret siden 2019. Hvorfor er vi ikke kommet længere med at skabe udvikling i de pressede landdistrikter? Jeg anerkender, at udfordringerne er opstået over mange år, og at ansvaret ikke kan placeres hos ét parti alene.

Som konservativ tror jeg på lokale fællesskaber, ansvar og initiativ. Men også på, at vi politisk skal skabe rammerne for, at mennesker og virksomheder kan lykkes i hele Danmark. Landdistrikterne skal ikke blot holdes i live med statslige redningskranse. De skal være steder, hvor mennesker har lyst til at bosætte sig, virksomheder har lyst til at investere, og hvor der er tro på fremtiden.