Unge skal væk fra TikTok. Medmindre de arbejder for Socialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er gymnasieelev, tilhører den generation, som politikerne efterhånden har gjort det til en mærkesag at beskytte mod sig selv. Vi er åbenbart så påvirkelige, at vores adgang til sociale medier skal begrænses, vores skærmtid diskuteres på Christiansborg, og vores digitale vaner gøres til et politisk problem.

Men når Socialdemokratiet selv skal have kommunikeret sit politiske budskab ud, ser sagen pludselig anderledes ud. Her søger man nemlig unge, der er »doomscrollende« og »brainrot-talende«, og som kan begå sig på TikTok og Instagram. Det er imponerende, hvor hurtigt sociale medier kan gå fra at være en trussel mod ungdommen til at være en eftertragtet kommunikationskompetence, når der står Socialdemokratiet på visitkortet.

Jeg har svært ved at tage den politiske dobbeltmoral alvorligt. For vi er åbenbart gamle nok til at levere indholdet, forstå algoritmerne og skabe opmærksomhed om Socialdemokratiets politik. Men når vi selv bruger de samme platforme, skal vi helst have en voksen politiker til at fortælle os, hvornår det er blevet for meget.

Som gymnasieelev bruger jeg sociale medier til langt mere end underholdning. Jeg følger politiske debatter, orienterer mig om samfundet og møder holdninger, jeg ellers ikke nødvendigvis ville støde på. Sociale medier er også blevet en platform for unges demokratiske deltagelse. Det er måske netop den del af vores digitale hverdag, der går tabt, når politikere reducerer det hele til skærmtid og brainrot.

Det virker næsten, som om Socialdemokratiet har opdaget, at unge faktisk kan noget, når de får lov til at arbejde for partiet. Det er bare ærgerligt, at den samme tillid ikke rækker til de unges egne beslutninger.

Partiet forsvarer sig med, at man sagtens kan arbejde professionelt med sociale medier og samtidig være kritisk over for deres negative konsekvenser. Det er selvfølgelig rigtigt. Men så må man også spørge, hvorfor den samme nuancering ikke fylder mere, når det er unges egen brug af platformene, der diskuteres?

Man kan ikke både fremstille sociale medier som en trussel, der kræver politisk indgriben, og som en guldgrube af unge kompetencer, når man selv har brug for dem.

Jeg savner en politisk debat, hvor unge ikke automatisk betragtes som ofre for deres egne valg. Vi har ikke brug for politikere, der først og fremmest vil begrænse vores muligheder og bagefter rekruttere os til at markedsføre deres politik.

Hvis Socialdemokratiet virkelig mener, at unge skal beskyttes mod sociale medier, må partiet også forklare, hvorfor det så gerne vil have unge til at bruge dem på partiets vegne.