Drop de hårde ord i landbrugsdebatten: Samtale fremmer forståelsen
I stedet for at gøre grin med mennesker, der gerne vil have en cafe latte, skal vi producere latten.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg læste med interesse Joachim Nielsens kronik om dansk landbrug i JP. Han er ikke den eneste, der har bidraget med tanker og idéer til, hvordan det moderne landbrug kan være set fra hans vinkel. Mit indtryk er, at de fleste har skrevet, fordi de grundlæggende har en positiv interesse for landbrug.
Det er læst anderledes af Jørgen Lund Christiansen, der i et læserbrev 28/10 kalder det »nedgørelse« af erhvervet, »skamros« af historien og skrevet af en »salon-intellektuel« – tænk, at opfattelsen af samme indlæg kan være så forskellig.
Jeg er født i 1955 og blev selvstændig i 1975 og har således været med til både at lægge mejerier og gårde sammen og vil ikke bortforklare de ændringer i lokalsamfundene, som den teknologiske udvikling uundgåeligt har forårsaget. Men mejerierne i mit område bidrager med flere arbejdspladser end de små tilsammen, og de nedlagte landbrug står ikke tomme. Der bor mennesker med andre erhverv og uddannelser, der bidrager positivt til det lokale liv.
Jeg er stolt af, at vi har et stort mejeri, der kan konkurrere globalt, og som, ud over Lurpak, producerer til moderne menneskers behov overalt på kloden – nu er det så skyr. Og i stedet for at gøre grin med mennesker, der gerne vil have en café latte, skal vi naturligvis producere latten.
Det behøver vel ikke være uforeneligt med, at der kan være masser af producenter, der laver lokale og specialiserede varer. Her på egnen dukker der til stadighed nye, succesfulde gårdbutikker op med alt fra brød, gedeost og grøntsager. Hvis det lykkes at få gang i dansk grøntsags- og frugtproduktion igen, er der myriader af muligheder. Måske er det i virkeligheden butikskæderne, der ikke er parate til at tage varer ind med for lille volumen og ensartethed?
Flere burde bruge en del af den velplejede græsplæne til at lave grøntsager. Det vil give folkelig forståelse og anerkendelse af, at landbrug kræver viden og knofedt. Det vil være langt bedre prepping end dåserne med tun og godt mod både stress og vellevned. Og så er der i øvrigt ingen krav til nedvaskning som på landbrugsjorden.
I hele mit landmandsliv er der diskuteret miljøpåvirkning, produktionsformer, dyreliv og natur – så det er nok en vedvarende ”rejse uden fast destination”, men lad os nu få treparten implementeret – og i et tempo, så regnedrengene og vi kan følge med.
Det er sundt at blive kigget på – udefra og med andres øjne – de er i øvrigt også vores kunder. Men vi skal snakke ordentligt sammen i stedet for at nedgøre hinanden – det gælder begge veje.