Hvor går rejsen hen, Troels?
Venstreformanden vil ud at rejse – men det er langtfra alle medlemmer, der vil med.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvis man har fulgt lidt med i medierne, kunne man godt tro, at Danmark er ved at få et nyt rejsebureau. I hvert fald taler partiet Venstres ledelse og dets formand, Troels Lund Poulsen, meget om en forestående rejse. Desværre ved ingen rigtig, hvor turen går hen. Det kniber også fælt med tilmeldingen til turen. Det strømmer ind med afbud til den fortvivlede rejseleder Poulsen. Han er ellers ekspert i ”udflugter”, som der forventes at komme mange af på rejsen. Måske bliver Troels Lund Poulsen den nye Simon Spies, men landmændene ser næppe den store grisefest for sig.