Trumps sindelagskontrol rammer verdens brændpunkter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I USA rammer Trumps værdikamp universiteter, sundhedsmyndigheder og klimaforskere. Men konsekvenserne stopper ikke ved grænsen. De amerikanske forbud mod bevillinger til arbejde for ligestilling, mangfoldighed og adgang til abort rammer også mennesker i verdens brændpunkter, som er afhængige af nødhjælp og udviklingsarbejde.

Tidligere administrationer har også indført begrænsninger, blandt andet gennem den såkaldte Mexico City Policy. Den har afskåret udenlandske organisationer fra amerikansk støtte, hvis de udfører, rådgiver om eller arbejder for adgang til abort.

Nu udvides den politiske kontrol til alle områder, og fremadrettet pålægges reglerne ligeledes andre donorers penge.

En organisation som Folkekirkens Nødhjælp skal altså skrive under på, at hvis vi modtager amerikanske penge til minerydning i Libyen, Libanon eller DR Congo, så kan vi ikke samtidig arbejde med ligestilling finansieret af FN, EU og Danida i for eksempel Uganda eller Ukraine.

Det er nonsens. Det kan vi ikke. Og det vil vi ikke. Et ja ville samtidig bringe samarbejdet med andre donorer i fare, fordi kravene strider mod de formål, de støtter os til at fremme.

Amerikanske bevillinger bliver dermed en politisk spændetrøje for hele organisationen. Det er sindelagskontrol med nødhjælpen som pressionsmiddel.

I Folkekirkens Nødhjælp står vi derfor fast: Vi søger ikke nye amerikanske midler under de skærpede betingelser. Medmindre vi får dispensation fra kravene. Vi kan ikke lade en amerikansk præsident bestemme, hvilke menneskers rettigheder vi må forsvare.

Beslutningen har en pris. Vores amerikanske bevillinger faldt drastisk i 2025 som følge af nedlukningen af USAID og de store besparelser på USA’s internationale engagement. Vi fik genforhandlet kontrakter om blandt andet minerydning og enkelte til nødhjælp. Men med de nye betingelser vil de indsatser heller ikke kunne fortsætte.

Det skriger til himlen. Behovet for humanitær bistand og for at fjerne miner og ueksploderet ammunition er enormt. Mennesker skal kunne dyrke deres jord, sende deres børn i skole og færdes uden frygt for at miste liv eller lemmer.

Det er det dobbelte svigt i den amerikanske kurs: Først skæres hjælpen ned. Derefter bindes de resterende penge til politiske krav, så organisationer må vælge mellem deres værdier og muligheden for at hjælpe.

USA har i årtier været en afgørende partner i verdens kriser. Amerikanske skatteydere har finansieret livreddende hjælp. Vi har samarbejdet med dygtige, engagerede amerikanere. Netop derfor er tilbagetoget så trist og alvorligt. Mennesker mister hjælp, og USA sætter den tillid over styr, som årtiers samarbejde har skabt.

Uanset resultatet ændrer midtvejsvalget ikke automatisk den amerikanske kurs. Kongressen har indflydelse på bevillingerne og mulighed for at stille regeringen til ansvar.

Men et demokratisk flertal i det ene eller begge kamre kan også få Trump til at rette endnu mere af sin opmærksomhed mod udenrigspolitikken, hvor hans handlerum er større. Valget er derfor ingen garanti for, at de næste to år bliver mindre barske for resten af verden.

Danmark og Europa har derfor et enormt ansvar, som vi skal løfte. Vi skal fastholde støtten til rettigheder, ligestilling og uafhængig humanitær hjælp. Og vi skal bidrage til at lukke det hul, amerikanerne efterlader.

For os hænger det at redde liv og forsvare menneskers værdighed sammen. Vi rydder miner, fordi mennesker har ret til at leve i sikkerhed. Vi forsvarer rettigheder, fordi alle mennesker har samme værd. Det er idealer, vi omsætter til handling hver dag. Også når det koster.

Trump kan stille betingelser for amerikanske dollars. Han skal ikke bestemme, hvilke mennesker der har krav på vores medmenneskelighed.