Nej, Peter Ernstved, Ukraine kæmper ikke Europas krig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I DR’s ”Debatten” den 22. oktober spurgte Peter Ernstved Rasmussen fra Olfi, om det ikke var på tide at afslutte krigen i Ukraine. Han spørger, om det ikke var på tide at indgå en fredsaftale, mener, at det er uretfærdigt at lade ukrainerne kæmpe vores krig, og meningsløst, når det var uklart, hvordan en sejr ville se ud.

Er det ikke på tide med en fredsaftale? Jo, og jeg tror, at Peter ville have svært ved at finde én eneste ukrainer, der ikke deler hans synspunkt. Der er ingen i Europa, der er mere trætte og udmattede af den her krig end ukrainerne selv, der dag efter dag og nat efter nat skal leve med russiske bombardementer.

Det er mennesker, der har mistet kærester, forældre, børn, venner og søskende til krigen. Hvorfor indgår de så ikke bare en fredsaftale?

De deler ikke Peters naivitet, når det gælder Rusland, og de ved, at aftaler med Moskva ikke er det papir værd, de er skrevet på. De forstår, at Rusland er en imperialistisk magt, der aldrig vil acceptere et Ukraine, der ikke lader sig styre fra Kreml.

Ukrainerne er ligesom de europæiske regeringer ikke afvisende over for en fredsaftale. Når 66 pct. af ukrainerne siger, at de ønsker en forhandlet afslutning på krigen, skal man tage hele udsagnet alvorligt. De ønsker, at forhandlingerne faktisk afslutter krigen. En sådan fredsaftale skal indeholde garantier, der kan beskytte Ukraine mod en fornyet offensiv.

Ukrainerne er med rette skeptiske over for russiske krav om at rømme territorier i Donbas, der stadig er under ukrainsk kontrol og rummer ukrainernes bedste forsvarsterræn.

Pudsigt nok er Rusland afvisende over for de forslag, der realistisk kan afslutte krigen. Dels ønsker landet i virkeligheden ikke fred, før det har opnået sit mål om et komplet ukrainsk nederlag. Dels vil det, hvis det endelig indgår en fredsaftale, betragte den som en våbenhvile før nye angreb.

Sådanne angreb ville ikke være mulige, hvis Ukraine beholdt sine forsvarsværker eller var beskyttet af vestlige sikkerhedsgarantier, i bedste fald med en europæisk sikringsstyrke.

Det er klart, at Europa og Ukraine har en fælles interesse i at forhindre en russisk sejr. Men hvis man ser ukrainerne som et marionetfolk, der hovedløst kæmper Europas krig, mangler man så grundlæggende indsigt i russisk-ukrainsk historie, at man bør holde sig fra debatten.

Ukrainerne har lidt under russisk overherredømme i århundreder og har måttet kæmpe for at overleve under skiftende regeringer i Moskva, der har forsøgt at udrydde dem, hvis ikke fysisk, så i hvert fald kulturelt.

På Krim har Rusland gennemført en systematisk udrensning af den ukrainske kulturelle identitet og dermed af ukrainerne som folk. Ukrainerne kæmper ikke, fordi deres europæiske overherrer tvinger dem til det, som om de ikke selv havde en selvstændig vilje. De kæmper, fordi de står over for en fjendtlig magt, der forsøger at slavebinde dem og udradere dem som folk og etnisk gruppe.

En sejr for Ukraine handler ikke om, hvor grænsen skal gå, men om retten til at eksistere som et selvstændigt folk og en selvstændig nation med egen kultur. Det er uforeneligt med Putins mål om fuldstændigt herredømme over Ukraine.

Derfor er det en forudsætning for enhver fredsaftale, at det russiske regime først nedslides, indtil det knækker og opgiver sit mål. Indtil da vil krigen fortsætte. Men den fortsætter ikke, fordi Europa holder den i live og står i vejen for en fredsaftale.

Den fortsætter, fordi ukrainerne kæmper en eksistenskrig.